“RUNDFLYVNING / RUNDFLUG – Aalholm Flyveplads – priser pro persona fra kr. 69,- – dagligt fra kl. 10-18.” Sådan lokkede plakaten med den røde dobbeltdækker – på både dansk og tysk – i Aalholm Automobilmuseums velmagtsdage. For de fleste vil det komme som en overraskelse, men papirerne taler deres tydelige sprog: Aalholm havde sin egen flyveplads. En godkendt græslandingsbane lå på markerne ved Stubberup, lige nordvest for bilmuseet, og herfra kunne museumsgæsterne købe en billet og få slottet, noret og Nysted at se fra luften. Hele sagsmappen – godkendelsesbevis, banekort, inspektionsrapporter fra Statens Luftfartsvæsen og selve reklameplakaten – er bevaret og kan ses her på siden. Den er et lille, forbløffende kapitel i historien om det Aalholm, der kunne alt.
Pladsen: Bane 17/35, græs, 420 meter
Myndighedspapirerne tegner flyvepladsen med en luftfartsinspektørs præcision. “Ålholm Rundflyvningsplads” bestod af en græsbane orienteret omtrent nord-syd – bane 17/35 i luftfartens sprog – med 420 meter fra tærskel til tærskel og start- og landingsdistancer på 420-500 meter. Banen lå på matriklerne ved Stubberup by, Herritslev, og på Statens Luftfartsvæsens kortskitse ser man hele det lille anlæg: kantafmærkningsspande langs banen, brandslukningsudstyr, en taxivej med forplads – og, tættest på gæsterne, billetsalget ved Ålholm Bilmuseum. Nedskårne træer og et “nedskåret levende hegn” på kortet vidner om, at landskabet blev tilpasset flyvningen og ikke omvendt.
De “særlige vilkår” fra juli 1989 er et tidsbillede i sig selv: Pladsen var alene godkendt til én bestemt flytype, en Maule M-5-235C – et amerikansk højvinget lærredsfly bygget netop til korte græsbaner. Efter start på bane 17 skulle der drejes til højre, før landing på bane 35 til venstre – væk fra slot og publikum. Og så den mest jordnære bestemmelse af alle: I regnvejrsperioder skulle banens bæreevne afprøves med et køretøj før hver dags flyvning – og rundflyvning måtte ikke finde sted, “hvis nedsynkningen fra dækaftrykket er mere end 3 cm”. Lollandsk lermuld og luftfart skulle forliges, og det blev de – med en tommestok.
Driften: Piloten, tilsynet og det gode udsyn til flyvemaskinen
Operatøren var Lolland-Falsters Rundflyvningsselskab A/S, drevet gennem PRIM AIR på Maribo Flyveplads, og i sommeren 1989 fløj rundflyvningspiloten Niels Lassen turene. Den 14. juni 1989 kom Luftfartstilsynet på inspektion sammen med ham og noterede tilfredse, at “bane, sikkerhedszoner og afmærkning fandtes i fin stand” – kun et genstridigt læhegnsrest i nordvesthjørnet og et enkelt træ vest for banen skulle væk. Og så røber rapporten et lille stykke forlystelsesstrategi, der er ren Aalholm: Der var en rullevej og vendeplads under etablering nær hovedindgangen til bilmuseet, “således at publikum lettere får øje på rundflyvningsmaskinen”. Flyet skulle ikke gemmes ude på marken – det skulle holde, hvor gæsterne gik forbi, som endnu en fristelse mellem veteranbilerne og iskiosken. Luftfartsvæsenet havde intet at indvende, blot rullevejen blev harvet, tromlet og mindst ti meter bred.
Godkendelsesbeviset – nr. 134 for “midlertidig landingsplads Ålholm” – blev fornyet år efter år: i 1989 frem til 1. juni 1990, og i juni 1990 påny frem til 1. juni 1991, nu med piloten Jens Kristian Frost som ansøger. På ejerlinjen står med skrivemaskine det, der binder hele sagen til tidslinjen: “Baron Johan Otto Raben-Leventzau, Ålholm Slotsforvaltning, Ålholm Parkvej 7, 4880 Nysted” – og på fornyelsesblanketten fra maj 1990 ses grevens egen underskrift som ejertilladelse. At sagen i 1989 drejede sig om fornyelse, fortæller i øvrigt, at pladsen var ældre end papirerne her – hvor mange sæsoner, der blev fløjet før 1989, står endnu åbent.
Oplevelsen: 69 kroner og slottet fra oven
Fotografierne fra pladsen (bevaret via Nysted Lokalhistoriske Arkiv) fanger stemningen: Et lille fly svæver ind over græsbanen til landing, mens en Cessna med tysk registrering holder parkeret ved vindposen – en gæst, der selv var fløjet til museet – og i forgrunden venter en lille hvid golfvogn ved afspærringen, måske netop dagens “bæreevne-køretøj”. Plakatens tosprogethed – Rundflyvning/Rundflug – viser målgruppen: De tyske turister, der udgjorde en stor del af museets publikum, skulle også med op. Og turen har været pengene værd: Fra en Maule i lav højde folder netop dette landskab sig ud som få andre – vandborgen på sin holm, voldgraven, noret, Nysted med kirketårnet, alléerne og godslandskabet, hele tidslinjens geografi i ét blik. Man fristes til at sige, at rundflyvningen tilbød gæsterne det, som denne hjemmesides luftfotos tilbyder i dag: Aalholm, som kun fuglene ellers ser det.
Konteksten: Manden, der satte alt på hjul – og vinger
Flyvepladsen er umulig at misforstå, når man kender værten. Johan Otto Raben-Levetzau havde bygget Aalholm op som totalattraktion: veteranbilerne i hallen, damptoget gennem Hestehaven, modeljernbanen, Wright-flyverkopien hængende under loftet – og filmholdene på gårdspladsen (se posten fra 1976-78). En rigtig flyvemaskine, der lettede fra godsets egne marker med betalende gæster, var den logiske krone på værket: Nu var der attraktioner på jorden, på skinner og i luften. Men dateringen rummer også et vemod, som tidslinjens læsere vil genkende: 1989-91 var museets sidste storhedstid. Samme år som tilsynsrapporterne roste banens stand, solgtes vinkælderen i London; i 1992 døde greven, og få år senere fulgte salget og auktionerne (se posterne fra 1996 og 2012). Rundflyvningerne over Aalholm blev bogstaveligt talt epokens sidste svæv.
Sporet i dag
Banen blev pløjet tilbage i landbrugsjorden – et af de bevarede fotografier viser netop den nøgne pløjemark med en enlig markeringspæl som sidste vidne. Men papirsporet består: Sagsmappen fra Statens Luftfartsvæsen dokumenterer med dato, matrikelnummer og underskrift, at der i “Det gamle Aalholms” allersidste kapitel lå en godkendt flyveplads mellem slottet og Stubberupgård. Og for stedkendte rummer det en fin pointe: Markerne, hvor Maulen lettede, ligger ved den gård, der i dag hører til slottets feriehuse – gæsterne bor med andre ord stadig ved den gamle startbane, de ved det bare ikke. Nu gør de.