Før der kom konger til øen, var der ål.
De kom om efteråret, når nætterne blev lange og vandet i noret blev
gråt og koldt. Ind gennem det smalle løb ved Nysted kom de i tusindvis,
blanke og stædige, på vej til den ferske sø bag holmen. Fiskerne kendte
deres veje. De satte ruser, hvor saltvandet mødte ferskvandet, og stedet
fik det eneste navn, der passede: Ålholmen.
En dag i slutningen af 1200-tallet stod der så en mand på holmen, som
var fuldstændig ligeglad med ål.
Han kiggede på vandet. Han så, at landet var fladt som et spisebord,
at ingen båd kunne komme ind gennem løbet uden at blive set, og at ingen
rytter kunne komme ned ad vejen nordfra uden at blive talt. Der var vand
hele vejen rundt. Og mod syd, lige bag den lave horisont, sad de
holstenske grever og regnede på, hvad kongeriget Danmark mon kunne være
værd.
Manden var kongen. Hvilken konge? Det strides man om. Kilderne siger
1256, og de siger, at den gamle borg ved Refshale var faldet, og at man
havde brug for en ny. Men hvad han tænkte den dag, ved vi bedre, end
hvis han havde skrevet det ned. For han skrev det i mursten. Han tænkte:
her.
Så byggede man. Røde munkesten på et fundament af store kampesten, et
rektangel på 74 gange 30 meter, tårne i hjørnerne og mure så tykke, at
en voksen mand kunne ligge på tværs i et vindueshul. Det tog år. Og da
man var færdig, havde Danmark en dør mod syd, som kunne lukkes.
Det var ikke skønheden, kongen var ude efter. Han havde ikke set
solnedgangen over noret eller hejrerne, der står på ét ben i det lave
vand. Han havde set skudvinkler.
Skønheden kom senere. Den kom med dronninger, med havedyrkende
grever, med en lidt skør professors udstoppede bjørne og en baron, der
holdt mere af biler end af jord. Men i syv hundrede år måtte alle, der
ville noget med Lolland, regne med den lille flade holm.
Nogle kom med en hær. Nogle i brudekjole. Og nogle med lænker om
anklerne.
Og hvert efterår, lige meget hvem der sad på borgen, kom ålene
igen.