Første del: Kongen i kælderen
Christoffer den Anden var en konge, der aldrig havde nok.
Ikke nok penge, ikke nok soldater, ikke nok venner. Han havde arvet et rige, der allerede var pantsat i stumper, og han havde gjort det værre. Da han i 1320 satte sig på tronen, havde stormændene tvunget ham til at underskrive en håndfæstning så streng, at den ville have gjort en helgen til oprører. Christoffer var ingen helgen. Han brød den, punkt for punkt, og han betalte for hvert brud med jord.
I 1328 var der ikke mere jord at betale med. Kun øerne.
Man kan se ham for sig i Ringsted, ved forliget, hvor Aalholm for første gang træder ind i den skrevne historie. En tung mand med et tungt ansigt, omgivet af holstenske grever, der talte dansk med tysk accent og regnede hurtigere, end han kunne tænke. Overfor ham sad hans halvbror, Johan af Plön – kaldet Den Milde, hvad enten det var ironi eller blot et meget lavt sammenligningsgrundlag.
“Lolland og Falster,” sagde Johan. “Med borgene. Med Aalholm.”
“Som pant,” sagde Christoffer. “Indtil lånet er betalt.”
“Naturligvis,” sagde Johan og smilede, og alle ved bordet vidste, at lånet aldrig ville blive betalt, fordi Christoffer aldrig havde betalt noget lån, og fordi summen var så stor, at den ikke kunne betales af et rige, der ikke længere ejede sig selv.
Pantebrevet blev skrevet. Aalholm skiftede hænder uden at et eneste sværd blev trukket. Kongen red hjem med penge til en krig, han allerede havde tabt.
Og grev Johan sendte sine folk til den flade holm i noret.