Prolog
Før der var en borg, var der ålene.
De kom om efteråret, når nætterne blev lange og vandet i noret koldt, og de gled ind fra Østersøen gennem det smalle gab ved Nysted, tusinder og atter tusinder, sølvblanke og målrettede, på vej mod den ferske sø bag holmen. Fiskerne kendte deres veje. De satte ruser i strømmen, hvor det salte vand mødte det ferske, og de kaldte stedet ved dets rette navn: Ålholmen.
En dag i 1200-tallets sidste årtier stod en mand på holmen, som ikke så på ålene. Han så på vandet. Han så, at holmen var flad som en bordplade, at man kunne se hver en båd, der kom ind gennem gabet, og hver en rytter, der red ned ad landevejen fra nord. Han så, at der var vand hele vejen rundt, og at ingen kunne komme til stedet uden at blive set. Og han så, at Tyskland lå lige derovre bag den lave horisont mod syd, hvor de holstenske grever sad og regnede på, hvad Danmark var værd.
Manden var kongen. Vi ved ikke med sikkerhed hvilken – kilderne siger 1256, og de siger, at den ældre borg ved Refshale var faldet, og at en ny skulle rejses. Men vi ved, hvad han tænkte, for det står skrevet i murene: Her.
Man byggede i røde munkesten på et fundament af kampesten. Man byggede et rektangel på tredive gange fireoghalvfjerds meter med tårne i hjørnerne og mure så tykke, at en mand kunne ligge på tværs i vinduesnichen. Man byggede i årtier, og da man var færdig, havde Danmark en port mod syd, som kunne lukkes.
Det var ikke skønheden. Kongen havde ikke set solnedgangen over noret, ikke lyset i sivene, ikke hejrerne, der stod på ét ben i det lave vand. Han havde set vinklerne.
Skønheden kom senere. Den kom med dronningerne, med grevernes haver, med en gal mands bjørne og en baron, der elskede biler mere end jord. Men i syv hundrede år har alle, der ville noget med Lolland, været nødt til at forholde sig til den flade holm i noret.
Nogle af dem kom med hær. Nogle med brudekjole. Nogle med lænker om anklerne.
Og ålene kom hvert efterår, uanset hvem der sad på borgen.