Det ældste brev, vi har fra Aalholm, er et gavebrev. Det er da en sød
begyndelse.
Grev Johan sad på borgen og skrev til præsterne på Lolland. Han gav
dem noget – jord, rettigheder, det er lige meget hvad – og satte sit
segl under. Det er et venligt brev, næsten indsmigrende. Det er skrevet
af en fremmed, der godt ved, at han ikke er populær, og som begynder med
at gøre sig gode venner med dem, der taler med Vorherre, når han nu ikke
kan gøre sig gode venner med dem, der pløjer.
Johan var ikke dum. Han fik murene gjort højere, satte tårne på,
holstenske soldater på volden og holstenske skrivere i kancelliet.
Ålefiskerne fik lov at beholde deres ruser. Man skal ikke skændes med
dem, der skaffer maden.
Men han havde en sten i skoen, og den hed Christoffer.
Den afsatte konge levede nemlig stadig. Han flakkede rundt i det
rige, der havde været hans – en tigger med krone – og hvor han kom,
rørte det på sig. Bønder, der ikke ville betale skat til en holstener.
Riddere, der havde regnet forkert og nu fortrød. En svag konge er stadig
en konge. Og en svag konge, der lever, er mere besværlig end en stærk
konge, der er død.
I 1331 prøvede Christoffer lykken en sidste gang. Det gik galt. Og så
var der kun ét sted, man kunne anbringe ham, hvor ingen kunne nå ham, og
hvor alle vidste, hvem der havde nøglen.
Han blev sendt til Aalholm.