Danmarks konge boede til leje hos en adelsmand, Peder Hvitfeldt, i et
stenhus med stråtag i Sakskøbing. Det var, hvad han havde tilbage i
1332: en seng under en andens tag i det land, han selv havde pantsat tre
år før.
To småadelsmænd, Henneke Breide og Johan Ellemose, fik en idé, der
var lige så enkel som den var skændig. En konge, hvor afsat han end var,
måtte da være noget værd i løsepenge. Så de satte ild til huset.
Christoffer sprang ud ad vinduet, midt i røgen. Nedenfor stod de og
ventede.
De førte ham til Aalholm – gennem porten til den borg, han selv havde
ladet forstærke, og som hans halvbror nu sad på. Ifølge krønikerne var
grev Johan der selv den dag. Tænk dig scenen: i borggården, ansigt til
ansigt, to sønner af samme mor. Den ene sort af sod med hænderne bundet.
Den anden herre over hele det østlige Danmark.
– Nå, bror, kan Johan have sagt. Her bor du da bedre end hos
Hvitfeldt.
Det ved vi ikke. Men vi ved, at han ikke rørte en finger for ham.
Fangekælderen under nordvesttårnet findes endnu. Man går ned ad
smalle trin, lyset bliver gråt og forsvinder, og så kommer der en kulde,
som ikke har noget med årstiden at gøre. Murene er tre meter tykke. Man
kan ikke høre noret. Vi ved ikke, præcis hvilket rum kongen sad i, eller
hvor længe. Halm på gulvet, en brits, en spand og en stribe lys. Det var
ikke et torturkammer. Det var et lager, hvor man opbevarer en vare, til
køberen kommer.
Køberen kom aldrig.
Det er det grusomste ved hele historien: Kidnapperne ville sælge en
konge – og opdagede, at der ingen var, der ville købe. Grev Johan,
skriver en folkebog fra 1869, “brød sig intet om sin halvbroder, men lod
ham strax løbe”. Det var ikke barmhjertighed. Det var foragt.
Christoffer blev sendt til Nykøbing som en fri mand, og det var næsten
værre end lænkerne, for friheden gav ham ingenting tilbage.
Han døde der den 2. august 1332, af sorg, siger krønikerne, som
holder meget af den slags dødsfald. Han blev begravet i Sorø. Da var
hele Danmark pantsat – Jylland og Fyn til grev Gerhard, Sjælland, Skåne
og øerne til grev Johan – og riget stod uden konge i otte år. Som et
hus, hvor man har solgt selv dørlåsene.
Folk, der går ned i kælderen i dag, siger, at der er en helt særlig
stilhed. Nogle siger, at det bare er stenene. Andre siger ingenting og
skynder sig op igen.