Første del: Kongen i kælderen
Han var den yngste søn, og han var vokset op i udlandet, hos kejseren, hvor man lærte at vente.
Valdemar Christoffersen kom hjem til Danmark i 1340 som en ung mand med sin faders navn og intet andet. Riget var stadig pantsat. Holstenerne sad stadig på Aalholm. Men Valdemar var ikke sin far. Han kunne regne, og han kunne vente, og han vidste, at et rige ikke købes tilbage på én gang, men stykke for stykke, borg for borg.
I 1342 skrev grev Johans mand på Aalholm hjem til Holsten og klagede over “kongens grove anmasselse”. Det er en herlig formulering. Den fortæller, at den unge Valdemar allerede havde begyndt at opføre sig, som om Lolland var hans, uden at spørge nogen om lov.
I 1346 var det hans. Ikke ved et stort slag, men ved en blanding af penge, pres og tålmodighed, som holstenerne til sidst ikke kunne stå imod. Valdemar tog Lolland og Falster tilbage, og han red ind på Aalholm som den første danske konge i atten år.
Man kan forestille sig ham stå i borggården og se op på tårnene. Han lod dem forstærke. Han lod murene gå igennem. Og han gjorde noget, ingen konge havde gjort før og ingen har gjort siden: han gjorde sin egen søn Christoffer til hertug af Lolland.
Drengen var opkaldt efter den bedstefar, der havde siddet i kælderen. Nu holdt han hof på borgen ovenover. I 1360 udstedte den unge hertug privilegier til Nysted “på vor borg Ålholm”, og man kan høre glæden i ordene. Vor borg. Ikke grevens. Ikke panthaverens. Vores.
Valdemar fik tilnavnet Atterdag, fordi han fik det til at blive dag igen. Hertug Christoffer døde ung, i 1363, af et sår fra et slag ved Helsingborg, og Valdemar mistede sin eneste søn. Men Aalholm var dansk. Og det blev det ved med at være.
Kilder til dette kapitel
← 1332 – Kælderen | Indhold | 1362–1366 – Bordet hvor Norden blev delt →