I tredive år var Aalholm pantsat til fremmede herrer. Så kom Valdemar Atterdag – kongen, der stykke for stykke købte, forhandlede og erobrede sit rige tilbage. Genvindingen af Lolland og Aalholm skete i to tempi: øerne blev sikret i 1340’erne, og i 1359 – året hvor panthaveren grev Johan den Milde døde – kom slottet endeligt og formelt tilbage til den danske krone.
Et pantsat slot i et pantsat rige
Historien begynder med katastrofen. I 1329 pantsatte den betrængte Christoffer 2. hele landet Lolland med Aalholm Slot og alle tilhørende rettigheder til den holstenske grev Johan den Milde – for den svimlende sum af 20.000 mark lødigt sølv i kølnsk vægt. Det var samme greve, kongen havde sluttet forlig med i Ringsted den 12. november 1329 (se sidens post fra 1329), og samme borg, hvor Christoffer i 1332 endte sine dage i fangekælderen (se posten fra 1332).
Grev Johan sad nu på Sydhavsøerne, og han nævnes som slottets herre i 1330, 1336 og 1342 – fra Aalholm udstedte han selv breve (se sidens post fra 1342). Han forstærkede endda borgen. Men Danmark var ved at rejse sig.
Rigssamleren
Christoffers yngste søn Valdemar blev konge i 1340 – med reel magt over blot en fjerdedel af Nørrejylland. Resten af riget lå i pant hos de holstenske grever. Med en blanding af penge, list og våbenmagt gik han i gang med det, der skulle blive hans livsværk: at samle Danmark igen, ø for ø, slot for slot.
Sydhavsøerne kom tidligt i spil. I 1346 solgte Valdemar Estland til Den Tyske Orden – og fik dermed kapital til at indløse flere af rigets panter. Ifølge overleveringen lykkedes det ham netop i disse år at sikre sig Lolland og Falster og dermed Aalholm; de historiske fremstillinger sætter genvindingen af øerne til midten og slutningen af 1340’erne. Og modsat mange andre danske fæstninger i disse urolige år faldt Aalholm aldrig i Hansestædernes hænder.
Valdemar styrkede straks borgen ved nye fæstningsarbejder. Aalholm skulle igen være det, den var bygget som: rigets stærke sydport mod Østersøen.
1359 – pantet indfries
Det formelle punktum blev sat i 1359. Det år døde grev Johan den Milde – manden, der havde holdt Lolland i pant i tre årtier – og slottet blev opladt til kong Valdemar. Efter tredive år under fremmede herrer var Aalholm igen kronens borg, og denne gang for at blive det: I de næste næsten 400 år, helt frem til salget i 1725, forblev slottet i kongens eje.
Valdemar fejrede sin overtagelse på fyrstelig vis. Samme år, 1359, gav han sin søn og tronfølger, junker Christoffer, titlen hertug af Lolland – den eneste, der nogensinde har båret den titel. Det var et signal, der ikke var til at misforstå: Sydhavsøerne var ikke længere pantegods, men kongeslægtens eget land.
Beviset hænger på denne side: Brevet fra 5. januar 1360, hvor “Kristoffer, hertug af Lolland, tilstår præsteskabet på Lolland forskellige privilegier”, er udstedt på Ålholm (se sidens post fra 1360). Den unge hertug residerede altså på borgen – blot uger eller måneder efter, at faderen havde vundet den tilbage.
Christoffers historie fik en tragisk slutning: Han blev hårdt såret i søslaget ved Helsingborg mod hanseflåden i 1362 og døde i 1363, kun 22 år gammel. Med ham døde titlen hertug af Lolland – men Aalholm fortsatte som et af kronens vigtigste slotte, scenen for topmødet i 1362, Ålholm-traktaten i 1366 og dronning Margretes ophold i 1394.