De kom.
I 1891 boede prinsen af Siam på Aalholm: en ung asiatisk prins, sendt
ud for at lære Europa at kende, der sov under en dansk himmelseng og gik
tur blandt amerikanske ege og udstoppede bjørne, mens gartnerne plantede
15.000 blomster. I november 1902 kom kronprinsparret i fire dage. I 1906
kong Frederik 8.
Og i 1908 de to mænd, hvis rivalisering seks år senere skulle sætte
verden i brand: kejser Wilhelm 2. og kong Edward 7. Samme slot, samme
park. Tænk dig dem gå mellem Gregers’ latinske mindesten: kejseren med
de opadstrittende knurhår og den visne arm, han altid skjulte, og den
tykke engelske konge med cigaren, mens de talte om ting, ingen af dem
mente. Holms orgel havde budt dem velkommen. Koryot kiggede ned fra sin
væg.
Folk, der går tur sammen i de mægtiges haver, ved ikke altid, at de
ses igen på generalstabskort.
Excellencen tog imod dem alle. Men Aalholm var ikke det hele. Ved
folketællingen den 1. februar 1906 fandt man ét menneske på slottet:
husjomfruen. Greven var i København, Amaliegade 17, nærmest under
kongens tagrende, med tolv tjenestefolk. Grevinden var “i udlandet”,
formentlig i villaen Beaulieu i Cannes. På avlsgården boede samme dag 44
mennesker, 120 køer, 27 heste og om sommeren ti polske piger i
roerne.
Et slot til én husjomfru, en avlsgård til 44. Og ude på øen i Rørsøen
15.000 blomster, som ingen kiggede på.