Midt i Roden Skov ligger et sted, der er for geometrisk til at være
lavet af naturen. Fra en rundkreds, Rotunden, stråler otte snorlige veje
ud gennem skoven som egerne i et hjul.
Det er den klassiske parforceskov: Fra stjernen kan man følge hunde
og vildt helt ud for enden af de lange kig. Sådan blev Europas store
kongelige jagtskove anlagt i 1600- og 1700-tallet, og dem i Nordsjælland
er i dag på UNESCOs verdensarvsliste netop på grund af den geometri.
Blev der så holdt parforcejagt på Aalholm? Sandsynligvis ikke.
Jagthistorikeren Jesper Laursen siger det lige ud: Stjernen blev anlagt
omkring 1890, da Roden blev dyrehave, men den lader ikke til at have
haft nogen praktisk funktion. Den havde symbolværdi. Parforcejagten
havde været afskaffet i kronens skove i over hundrede år, da vejene blev
hugget.
Hvorfor så?
I 1882 havde Excellencen været med til den berømte parforcejagt på
Frijsenborg, hvor grev Mogens Frijs med importerede hunde og en engelsk
piqueur havde genoplivet kongernes fornøjelse. Otto Bache malede
afslutningen på jagten, og blandt rytterne – i grønlig frakke, brun hat
og hvide ridebukser – kan man genkende grev Frederik Raben-Levetzau fra
Aalholm.
Han havde selv redet med. Otte år senere fik Roden sin stjerne.
Der findes intet papir, hvor greven skriver, at han ville have sin
egen. Men hvis forbindelsen er rigtig, er der noget elegant over det:
Han ville ikke have jagten. Han ville have jagtens landskab. Mens Holm
gjorde slottet til et middelalderteater, sagde en stjerne i skoven: Det
her er et stort sted.
Skovrider Carl E. Kann, der passede skovene fra 1875 til 1918, har
sin mindesten midt på Rotunden. Stjernen blev hugget i hans tid – måske
efter hans tegning. De otte veje løber der stadig, som om rytterne når
som helst kunne komme brasende ud mellem træerne. De kom aldrig. Aalholm
fik sin stjerne og ingen jagt.