I 1885 flyttede Excellencen avlsgården halvanden kilometer mod nord,
væk fra slottet og tæt på markerne. Et helt nyt anlæg, tegnet af en
hånd, man genkender som arkitekten Hans J. Holms. Hvor den gamle
avlsgård havde ligget, kom der stald til tyve ride- og køreheste og en
remise til gallavognene.
Og så, i 1889, begyndte det store arbejde.
Hans J. Holm var professor, historicist og forelsket i middelalderen.
Han var så forelsket, at han opfandt mere af den, hvor der manglede
noget. Han stillede sig i den store borggård, kiggede på det rektangel,
kongen havde tegnet i 1200-tallet, og så, hvad han kunne gøre ved
det.
Han skar gården over med tværfløje og store firkantede tårne. En bred
allé førte ind til midten af det nu symmetriske anlæg, hvor man kom ind
i en æresgård med et kæmpestort trappetårn. Facader og gårde fik alt,
hvad historicismen kunne låne: rundbuer og spidsbuer, altaner,
karnapper, kobberklædte kviste, trappegavle, tegl og skifer,
bindingsværk med udskårne knægte, en malerisk “peberbøsse” på nordfløjen
– og mod vest store nye skydeskår, som ingen nogensinde skulle skyde
igennem.
Frederik Christians observatorium blev revet ned. Astronomen måtte
vige for arkitekten.
På facaden satte Holm Københavns Universitets segl og årstallet 1232,
borgens formodede fødselsår under Christoffer 1. Man diskuterer ikke med
et årstal, der er hugget i sten.
Indenfor var det et teater. Man trådte ind i trappehuset med
marmortrin og egepaneler, og et indbygget orgel tog imod en med fuld
akkord. Forhallen var middelalder – buer, søjler, malede bjælker.
Nordfløjen var en række af pragtrum: kabinetter, spisestue, riddersal,
balsal, gyldenlæder på væggene, damask, indlagt parket, fløjdøre med
messinghåndtag og stuk. En række gæsteværelser med himmelsenge stod klar
til gæsterne – med kongehuset i spidsen.
Og under arbejdet fandt murerne under kalken i den østre sal i
nordfløjen Frederik 2.s navn, dronning Sophies, rigsrådernes – og
nederst, med hue og kande, Christoffer Koryot. Narren havde ventet i tre
hundrede år. Nu var der endelig fest igen.
Fremtidens antikvarer skulle ryste på hovedet over alle de nedrevne
sten og al den tabte ægthed. Samtiden måbede bare. Bortset fra
Frijsenborg kunne ingen dansk herregård måle sig med Aalholm. Ingen
talte endnu om bevaringsværdige bygninger. Man ville genskabe. Og man
genskabte.