Den 15. marts 1885 blev der skudt en kongeørn ved Aalholm.
Vi kender datoen præcist, for Jonas Collin skriver i sin store
fortegnelse over Danmarks fugle fra 1895, under Aquila fulva:
“Ved Aalholm 15. Marts og 24. Okt. 1885”. En moderne gennemgang af alle
sjældne fund sætter et lille mærke ved begge fugle: “sk”. Skudt.
Det var ikke en hvilken som helst rovfugl. Over to meter mellem
vingespidserne, op til seks kilo og kløer skabt til hare og fugl – altså
til det, et jagtvæsen kaldte sit vildt. Datoerne passer med
trækket: skandinaviske ørne på vinterbesøg, der kom svævende ind over
Lollands flade land. I dag ville man tage kikkerten frem. I 1885 tog man
geværet.
Man skal ikke blive forarget for hurtigt. Dengang delte de store
godser naturen i to: det, man ville have mere af – harer, agerhøns og
fasaner – og det, der spiste det – ræve, mår, krager og rovfugle, som
jægerne kaldte “rovtøj” og fik betaling for pr. styk. Jagtforeningen
havde det endda på programmet: Frede gråanden og udrydde rovfuglene.
Og på Aalholm havde man lige sat fire uger gamle fasaner ud i
skoven.
1884: fasaneriet. 1885: to ørne. Ingen kilde siger, hvem der skød,
eller hvorfor, og det skal heller ikke påstås her. Men de to ting hører
til samme historie. Den 16. november 1889 faldt der en tredje ørn ved
Aalholm.
Der er et paradoks i det. Datidens naturforskere kendte mange fugle,
fordi de var blevet skudt, udstoppet og indberettet til jagtbladene.
Ødelæggelsen blev kilden til viden. Frederik Christian havde samlet
fugle for at forstå dem. Hans efterkommeres jægere skød dem for at
beskytte fasanerne – og gjorde dem på den måde til videnskab.
Fredet i yngletiden i 1922, totalfredet i 1967, kom kongeørnen
tilbage, og i 1999 fik et par unger i Danmark. Hvis der i morgen kom en
svævende ind over Aalholms skove, ville ingen hente geværet. Folk ville
stoppe op. De ville køre langt for at se den.