Det første år skød man syv fasaner på Aalholm. Syv.
Fasanen var en ny gæst i Danmark. I 1761 havde Moltke på Bregentved
fået tyve æg fra det kongelige fasaneri. En kalkunhøne skulle ruge dem
ud hos skovfogeden, og til foråret var kyllingerne hakket ihjel. I
1800-tallet var der to skoler. Den tyske satte næsten voksne fugle ud og
holdt øje med dem hele tiden. Den engelske satte kyllingerne ud, når de
var fire-seks uger gamle. Det gav vildere, stærkere fugle, der fløj
bedre – men så skulle alt med kløer eller krumt næb udryddes uden
nåde.
Mesteren i den engelske skole herhjemme hed Robert Richardson. Han
kom til Aalholm i 1884 med den unge jæger Frederik Saurbrey som sin
højre hånd. På to år steg udbyttet til 476. Fra syv til 476 – det var
ikke fremgang. Det var et mirakel.
Dansk Jagtforening, der blev stiftet samme år, offentliggjorde
vildtudbyttet: I 1887 meldte Aalholm om 206 fasaner og hele grevskabet
om 413 ud af 2.002 stykker vildt. Frijsenborg havde 80. Fasanen var så
ny, at den ikke engang stod i jagtloven – men den havde allerede sin
pris på torvet: to-tre kroner for en hane.
I 1888 lokkede Frijsenborg Richardson væk. Saurbrey blev overjæger på
Bregentved, hvor fasaneriet blev rent industri – 8.000 æg i 1929. Et
foto fra 1913 viser ham ved siden af Christian 10., og Svend Fleuron
gjorde ham til model for den ubarmhjertige “Bomben” i sin roman. Den
engelske metodes sejrsgang i Danmark går gennem Aalholm.
Og de store efterårsjagter, hvor konger og prinser kom til Lolland,
hvilede på syv magre fugle fra 1884 og en englænder, der vidste, hvad
der skulle til for at gøre dem til 400.