Aalholm var forsømt. Ikke ødelagt som efter svenskerne, men forsømt,
sådan som et gods bliver, når to gamle barnløse brødre har brugt pengene
på lysthuse. Skovene var dårligt passet, markerne dårligt drænet,
avlsgården klistret op ad slottet som i middelalderen – og den lugtede
også sådan. Frederik Christians store park var vokset alle over hovedet,
og Gregers’ mindesten stod skævt langs tilgroede stier.
Den unge Frederik Raben-Levetzau var 25, cand.polit. og havde minder
fra storbyerne: Han havde været i Udenrigsministeriet i Wien og Paris.
Han vidste, hvordan et stort europæisk herresæde skulle se ud. Og han
besluttede, at Aalholm skulle være et.
Han begyndte med haven. I 1882, før han overhovedet var greve,
hentede han englænderen H.E. Milner, tidens førende havearkitekt. Milner
gik gennem den enes jungle og den andens latinske labyrint og tegnede en
samlet plan: Bevar det gamle, læg lysthaven om på engelsk manér, og lad
Hestehaven glide ud i et landskab, der flød ned mod noret.
Det blev stort. 170 hektar. Vejen til Sakskøbing, der gik lige under
vinduerne, blev flyttet mod nord ud på en ny dæmning, der fik det
pragtfulde navn Alverdens Gang. Rørsøen blev gravet ud, og midt
i den kom en ø på to hektar, fuld af blomsterbede – Anlægget –
hvor man hvert år satte 13-15.000 planter ud. Ved kastanjealléen, bag en
mur af fint kløvet granit, kom en køkken- og frugthave på 5,5 hektar med
palmehus, vinhus og ferskenhus, og i midten et vandtårn på tolv
meter.
Grevinden fik sin egen ø i søen. Den hedder stadig Grevindens Ø. Man
kan stå der i dag, hvor hun stod, og se slottet fra vandsiden, som hun
så det: rødt, tungt – og alligevel, i aftenlyset, smilende.