Men der var en sidelinje.
Josia Levetzau til Lekkende, gehejmekonferensråd og nevø til
Emerentias søn, var fjern familie – men familie, og han havde en ret.
Kongen havde en anden. I 1880 skrev en blind historiker om sagen, og i
1881 havnede striden om Aalholm i Højesteret.
Det var ikke en kamp med sværd, men med pergamenter: Emerentias
stiftelsesbrev, læst og genlæst af landets bedste jurister, stamtavler,
arveregler – og det evige spørgsmål om, hvad en gammel dame havde ment
for halvandet hundrede år siden, da hun skrev “til evig tid”.
Levetzau vandt. Han fik grevskabet og titlen, og navnet blev
Raben-Levetzau. Ni generationer af én slægt på ét slot – det var
Emerentias værk, og det holdt, fordi hun havde skrevet det ned.
Josia døde i 1889. Hans søn havde styret godset siden 1881, og han
skulle være greve i 44 år, til 1933. Han hed Frederik Christopher Otto
Raben-Levetzau. Eftertiden kaldte ham Excellencen.
Og han arvede en ruin med udsigt.