Det første, Første Verdenskrig tog fra Aalholm, var gartnerne.
Danmark var neutralt, men verden var ikke. Priserne steg, mændene
forsvandt, og det store hold folk, som haverne, bygningerne og
selskabslivet krævede, kunne man ikke længere holde. Anlæggets 15.000
blomster blev færre, Systemet groede til, og den store køkkenhave blev
til et handelsgartneri, der skulle tjene penge.
I 1915 ringede telefonen på Aalholm: Man forhandlede om at sælge De
Vestindiske Øer til USA, og den forhenværende minister blev spurgt til
råds. Danmark solgte sine tropeøer for 25 millioner dollars.
I 1918 blev Bjørnehuset bygget i parken, til minde om den gale greves
bjørne. I 1919 blev en af grevens døtre gift på slottet – det sidste
store bryllup. Grevinden, der var engelsk i sjælen, havde lavet et lille
stykke England ved Nysted: Den Engelske Skole.
Og så kom lensafløsningen.
Loven blev vedtaget i 1919. Grevskaberne – Emerentias og alle de
andre, hele systemet med bunden jord, der havde båret adelen i to
hundrede år – skulle opløses. Jorden blev fri mod en afgift til staten
og jord til husmænd. For Aalholm betød det i 1921 1.767.000 kroner til
staten, 2.115.600 til successorfonden og 269 hektar til 35
statshusmandsbrug. Greven kæmpede for at skåne selve Aalholm og afgav
kun 68 hektar her; Bramsløkke, Egholm og hans sjællandske gods Beldringe
betalte resten.
Grevskabet Aalholm holdt op med at eksistere. Slottet var bare et
slot, jorden bare jord. Greven var 62. Han regerede i tolv år endnu over
det, der var tilbage.
