Anden del: Dronningernes ø
Beviset fylder få linjer, men det er stærkt. Den 4. oktober 1503 skrev kong Hans et brev til ærkebiskop Birger Gunnersen i Lund, og han sluttede det på latin: Ex castro nostro Aleholm. Fra vort slot Aalholm.
Brevet findes endnu, som papiroriginal med rester af kongens segl, i det svenske Riksarkiv. Vi har altså ikke en tradition om, at kong Hans engang gæstede Aalholm. Vi har et kongeligt dokument, skrevet mens han var her.
Og han var ikke på besøg. Han regerede.
Brevets første del handler om jord. Ærkebispen havde skrevet om noget gods, og kongen ville ikke afgøre sagen på skrift – det måtte vente, “før Gud vil, at vi kommer til at tale sammen”. Så skifter brevet emne: Det forbud, kongen tidligere havde udstedt mod at føre “korn oc ædinde ware” ud af landet, var nu ophævet. Fra Aalholm udgik der den dag en ændring i rigets fødevareeksport, med et åbent brev vedlagt som bevis.
Man skal forestille sig, hvad det betød. Kongen rejste ikke alene. Med ham fulgte hoffolk, tjenere, vagter, heste – og kancelliet. Kongemagten i 1503 var omrejsende, og når kongen flyttede fra København til Nykøbing eller Aalholm, flyttede regeringsapparatet med. Skrivere fremstillede dokumenter, segl blev sat, bud red ud. Den 4. oktober 1503 befandt en del af Danmarks centraladministration sig på en holm i Nysted Nor.
Men 1503 var ikke et normalt år, og det gør datoen bidende.
Seks år før havde Hans opnået det, hans far aldrig for alvor formåede: Han var kronet til konge af Sverige, og Kalmarunionens tre riger var igen samlet under én krone. Så kom nederlaget i Ditmarsken i 1500, oprøret i Sverige i 1501, og Sten Sture tog magten som rigsforstander. Da Hans forlod Stockholm for at hente forstærkninger, efterlod han dronning Christine på slottet med ansvaret for forsvaret. Svenskerne belejrede det, sult og sygdom decimerede besætningen, og i maj 1502 måtte dronningen overgive sig. Kongens undsætningsflåde kom få dage for sent. Christine sad derefter som svensk fange.
Hun blev først frigivet i efteråret 1503 – omtrent samtidig med, at hendes mand sad på Aalholm og skrev breve.
Og alligevel indleder han sit brev med sin fulde titel: Johannes, af Guds nåde konge af Danmark, Sverige og Norge. Ærkebispen tituleres Sveriges primas. På ét lille papir fra Aalholm mødes hele unionens politiske verden: en konge, der stadig kaldte sig Sveriges konge, en ærkebiskop, der stadig bar Sveriges titel, og et Sverige, hvor magten i virkeligheden lå hos Sten Sture.
Hans’ far, Christian den Første, kan dokumenteres på Aalholm i 1454. Hans’ søn, Christian den Anden, i 1516 og 1519 – få måneder før den kampagne, der gjorde ham til svensk konge, for en kort tid, indtil blodbadet i Stockholm. Tre generationer af oldenborgere, far, søn og sønnesøn, brugte den flade holm som kongelig residens. Når Hans skrev “vort slot Aalholm”, mente han det bogstaveligt.