Den 4. oktober 1503 sad Kong Hans på Aalholm og skrev til Nordens mægtigste ærkebiskop. Kongen havde mistet den reelle magt i Sverige, hans dronning havde siddet som svensk fange, og Kalmarunionen var i dyb krise. Alligevel lød hans titel stadig: konge af Danmark, Sverige og Norge. Fra “vort slot Aalholm” meddelte han samtidig, at et forbud mod udførsel af korn og fødevarer var ophævet. Brevet eksisterer endnu – som papiroriginal med rester af kongens segl.
Beviset fylder kun få linjer. Men det er stærkt.
Den 4. oktober 1503 skrev Kong Hans til ærkebiskop Birger Gunnersen af Lund. Brevet slutter på latin:
“Ex castro nostro Aleholm.”
Fra vort slot Aalholm. Der er ingen tvivl om, hvor kongen befandt sig denne dag – og kildegrundlaget er endnu bedre end som så: Brevet er bevaret som originalt papirbrev med rester af det segl, der lukkede det, i det svenske Riksarkiv. Vi har altså ikke en senere fortælling om, at Kong Hans skulle have gæstet Aalholm. Vi har et kongeligt dokument, skrevet mens han var her.
Tre generationer af konger på Aalholm
Fundet placerer Kong Hans i en bemærkelsesværdig række.
Hans far, Christian I, kan dokumenteres på Aalholm i 1454 – med brevet til Rødby, som er fortalt andetsteds på denne tidslinje. Hans søn, Christian II, kan dokumenteres her i 1516 og igen i 1519. Og nu kan Kong Hans placeres imellem dem: 4. oktober 1503.
Tre generationer af den oldenborgske kongeslægt – far, søn og sønnesøn – brugte altså Aalholm som kongelig residens. Det understreger noget, der let glemmes i dag: Aalholm var ikke et privat slot, kongerne blev inviteret til. Det var kongens egen borg. Når Hans skrev “vort slot Aalholm”, mente han det bogstaveligt.
Kongen skriver til ærkebispen
Modtageren var ikke hvem som helst.
Birger Gunnersen var ærkebiskop af Lund og dermed rigets øverste kirkelige myndighed; han bar tillige titlerne Sveriges primas og pavelig legat. Og han havde en særlig forbindelse til kongehuset: Birger var ikke født ind i højadelens magtkreds, men havde tjent sig op – blandt andet som kansler hos Kong Hans’ mor, enkedronning Dorothea, og siden hos dronning Christine – og var med kongelig støtte blevet ærkebiskop i 1497.
Når Hans sad på Aalholm og skrev direkte til Birger Gunnersen, var det altså en korrespondance mellem to af rigets absolutte magtcentre: kongen og ærkebispen.
Brevets første del handler om jord. Ærkebispen havde skrevet til kongen om noget gods, men Hans ville ikke afgøre sagen på skrift. Han svarede omtrent: Vedrørende det gods, De nu har skrevet til os om, kan vi hverken behandle sagen eller give Dem noget svar, før Gud vil, at vi kommer til at tale sammen. Det fortæller noget om, hvordan riget blev regeret – ikke alle sager kunne løses med breve; kongen og ærkebispen skulle mødes. Men indtil da rejste korrespondancen. Og den 4. oktober gik kongens svar ud fra Aalholm.
Derefter skifter brevet emne – og bliver rigtig interessant. Kong Hans meddeler, at det forbud, han tidligere havde udstedt mod at føre “korn oc ædinde ware” – korn og spiselige varer – ud af landet, nu var ophævet. Han medsendte et åbent brev, som dokumenterede den nye beslutning.
Fra Aalholm udgik der altså denne dag en kongelig ændring i reguleringen af rigets fødevareeksport. Det løfter dokumentet over en almindelig dateringslinje: Kong Hans var ikke på besøg. Han regerede herfra.
Aalholm som kongeligt kontor
Et kongeligt ophold i 1503 skal forestilles ganske anderledes end et moderne statsbesøg.
Kongen rejste ikke alene. Med ham fulgte hoffolk, tjenere, heste, vagter og embedsmænd – og vigtigst for regeringsførelsen: kancelliet. En konge som Hans havde ikke ét fast hovedkvarter, hvorfra riget blev styret; kongemagten var omrejsende, og når kongen flyttede fra København til Kalundborg, Nykøbing eller Aalholm, flyttede regeringsapparatet med. Skrivere fremstillede dokumenter, segl blev sat, bud red ud, og sager fra hele riget blev behandlet, hvor kongen nu befandt sig.
Det er derfor, dateringsstederne i kongebrevene er så værdifulde: De lader os følge kongen dag for dag gennem riget. Og den 4. oktober 1503 befandt en del af den danske centraladministration sig på Aalholm.
Slottets daglige drift lå hos kongens lensmand – Aalholm var i begyndelsen af 1500-tallet stadig et vigtigt kronlen – og når kongen ankom, skulle borgen kunne huse og forpleje ham og hans følge. Hvor længe Hans blev, ved vi ikke; et enkelt bevaret brev kan ikke fortælle det. Men det giver os én dag med absolut sikkerhed.
Men 1503 var ikke et normalt år
Det gør datoen særlig interessant.
Seks år tidligere havde Kong Hans opnået det, hans far aldrig for alvor formåede: I 1497 blev han anerkendt og kronet som konge af Sverige. Kalmarunionens tre riger var igen samlet under én krone – Danmark, Norge, Sverige.
Men triumfen blev kort. Efter det katastrofale nederlag i Ditmarsken i 1500 voksede modstanden, i 1501 gjorde svenskerne oprør, Sten Sture den Ældre blev igen rigsforstander – og Kong Hans mistede i praksis Sverige.
Krisen blev også dybt personlig. Da Hans forlod Stockholm i 1501 for at hente forstærkninger, efterlod han dronning Christine på Stockholm Slot med ansvaret for forsvaret. Svenskerne belejrede slottet, sygdom og sult decimerede besætningen, og i maj 1502 måtte dronningen overgive sig. Kongens undsætningsflåde kom få dage for sent. Christine sad derefter som svensk fange og blev først frigivet i efteråret 1503.
Altså omtrent samtidig med, at hendes mand sad på Aalholm og skrev breve.
En konge af Sverige – uden Sverige
Og her rummer Aalholm-brevet en fantastisk lille detalje.
Kong Hans indleder med sin fulde titel: Johannes, af Guds nåde konge af Danmark, Sverige og Norge. Han kaldte sig stadig Sveriges konge – den 4. oktober 1503, hvor Sten Sture reelt regerede Sverige som rigsforstander, hvor Stockholm var tabt, og hvor kongens egen dronning netop havde siddet i svensk fangenskab.
Modtageren gør billedet komplet: Birger Gunnersen tituleres i brevet også “Suecie primati” – Sveriges primas.
På ét lille dokument fra Aalholm mødes dermed hele Kalmarunionens politiske verden: en konge, der stadig kaldte sig konge af Sverige; en ærkebiskop, der stadig bar titlen Sveriges primas; og et Sverige, hvor magten i virkeligheden lå hos Sten Sture. Det er senmiddelalderens politiske drama kondenseret til nogle få linjer papir.
Hans opgav aldrig kravet. Sten Sture døde senere samme år, den 14. december 1503, men Svante Nilsson overtog som rigsforstander, og konflikten fortsatte. Først i 1512 anerkendte svenskerne formelt Kong Hans’ ret til den svenske krone – men tilbage på tronen kom han aldrig. Da han døde i 1513, gik kravet videre til sønnen.
Sønnen kom også til Aalholm
Og her opstår en næsten uhyggelig kontinuitet på slottet.
I 1503 sad Kong Hans på Aalholm, mens kampen om Sverige optog hans regering. Tretten år senere sad hans søn Christian II på samme slot og skrev til Lübeck. I 1519 var Christian II her igen – få måneder før den militære kampagne, der faktisk gjorde ham til svensk konge. For en kort tid. Så fulgte Stockholm, blodbadet, oprøret og faldet, som fortalt i tidslinjens artikel om Christian II.
Aalholm ligger således flere gange som et lille geografisk punkt midt i den store fortælling om de sidste forsøg på at holde Norden samlet under én dansk konge.
Ikke et sagn
Man kan komme usædvanligt tæt på øjeblikket. Udenfor lå det lollandske efterårslandskab. Inde på borgen arbejdede kongens skrivere. Et brev blev udformet til ærkebiskoppen i Lund: godssagen måtte vente på et personligt møde; eksportforbuddet var ophævet. Brevet blev lukket med kongens segl, og nederst blev stedet skrevet: Ex castro nostro Aleholm.
Det er denne lille latinske sætning, der gør historien særlig. Vi behøver ikke skrive “ifølge traditionen besøgte Kong Hans Aalholm”. Vi kan skrive: Kong Hans var på Aalholm den 4. oktober 1503. Originalbrevet med resterne af hans segl eksisterer endnu.
Og brevet viser, hvad Aalholm var på dette tidspunkt. Ikke blot en borg, ikke et landsted, ikke et sted, hvor kongen blev underholdt – men en af de kongelige residenser, hvorfra riget kunne regeres.
Christian I havde gjort det før ham. Christian II skulle gøre det efter ham.
Og den 4. oktober 1503 var det Kong Hans, der sad her. På sit slot Aalholm.
