Anden del: Dronningernes ø
Ikke alle gæster kom med invitation.
I 1533 døde Frederik den Første, og Danmark stod uden konge. Rigsrådet kunne ikke blive enige om, hvem der skulle have kronen – den lutherske hertug Christian eller en katolsk kandidat – og mens herrerne skændtes i København, kogte det ude i landet. Bønderne havde fået nok. Nok af skatter, nok af fogeder, nok af herremænd, der tog og tog og aldrig gav.
På Lolland kogte det mest af alt.
Aalholms foged – kongens mand, skatteopkræveren, ham med nøglerne og protokollerne – red ud en dag i 1533 og kom ikke tilbage. Bønderne dræbte ham. Vi ved ikke hvor, eller hvordan, eller hvem der slog først. Vi ved, at manden, der havde stået for alt det, bønderne hadede, lå død i den lollandske muld, og at ingen på borgen turde ride ud og hente ham.
Året efter kom resten.
Grevens Fejde hedder borgerkrigen, fordi den holstenske grev Christoffer af Oldenburg lod sig hverve til at sætte den fangne Christian den Anden tilbage på tronen – og fordi borgerne og bønderne stod bag ham. I 1534 rejste Nysted sig. Byen, som Erik af Pommern havde sat fri i 1409, gik mod den borg, der havde ligget over den i tre hundrede år.
Man kan forestille sig det: en sommermorgen, tåge over noret, og så lyden af mange fødder på dæmningen. Borgere med økser og bønder med høtyve, fiskere med bådshager, drenge med sten. Ikke en hær. En by. Vagterne på volden, der ser dem komme og ved, at der ikke er mænd nok, ikke pile nok, ikke tid nok.
Aalholm faldt. Middelalderborgen, der var bygget, så ingen kunne komme ind, blev taget af sine egne naboer.
Kilder til dette kapitel
← 1516–1526 – Enkepension | Indhold | 1538–1551 – Kongen der vandt tilbage →