Anden del: Dronningernes ø
Det varede ikke.
Christian den Tredje – den lutherske hertug, der endte med at vinde borgerkrigen – tog Aalholm tilbage. Ikke straks; der gik år, og fejden sluttede først i 1536 med Københavns fald og reformationens indførelse. Men i 1551 stod kongen på borgen, og han var kommet for at jage.
Det siger noget om, hvor hurtigt glemslen arbejder. Femten år efter, at byen havde stormet slottet, red kongen ud i Roden Skov med sine jægere og skød hjorte, som om ingenting var hændt. Bønderne var tilbage på deres gårde. Borgerne var tilbage i deres boder. Fogeden var en ny mand, der ikke talte om sin forgænger.
Men der gik et par hundrede år, før nogen på slottet glemte, hvad man kunne høre fra byen, når vinden stod på. Og i 1538 lukkede gråbrødreklostret i Nysted – det sidste franciskanerkloster i Danmark, det, der holdt længst mod den nye tro. Munkene gik ud ad porten en sidste gang, og Nysted var protestantisk, som kongen var det.
Reformationen kom til Lolland som alt andet: over dæmningen, forbi borgen, ind i byen.
Kilder til dette kapitel
← 1533–1534 – Året hvor bønderne kom | Indhold | 1581–1585 – Væggen →