Tredje del: Enken der købte et slot
Der kom en kvinde til Lolland i 1725, og hun havde penge med.
Emerentia von Levetzau var enke efter Johan Otto Raben, og hun var af den slags enker, som mænd i 1700-tallet ikke vidste, hvad de skulle stille op med. Hun havde ikke tænkt sig at trække sig tilbage til et enkesæde og brodere. Hun havde tænkt sig at købe.
Kongen ville sælge Aalholm og Bremersvold. Emerentia bød 94.929 rigsdaler – en sum så stor, at man må tænke sig den udtalt langsomt – og hun fik det. Efter fire-fem hundrede år som krongods, som konge- og dronningesæde, som fangehul og forhandlingsbord, var Danmarks sydligste port nu en privat ejendom. Og ejeren var en kvinde.
Man kan forestille sig hende den første dag: en høj kvinde i sort, med et ansigt, der havde set mere, end det viste, gående gennem Brøstfældighedens rum. Regnen dryppede gennem taget i riddersalen. Vinduerne var lappet med brædder. Rotterne havde overtaget kælderen. Forvalteren gik bag hende og undskyldte, og hun hørte ikke efter, for hun så ikke, hvad der var. Hun så, hvad der skulle blive.
Hun begyndte at købe jord. Bremersvold havde hun. Bramsløkke kom til. Gård efter gård, sogn efter sogn, indtil hun i 1734 havde 1.221 tønder hartkorn – nok til et baroni, men kun lidt under halvdelen af, hvad et grevskab krævede.
Så søgte hun om et grevskab.
Det var frækt. Det var også Emerentia. Hun skrev til kongen, at hun ønskede at oprette et grevskab for sit otteårige barnebarn, Christian Raben, og at det skulle hedde Christiansholm efter drengen. Loven sagde nej. Kongen sagde ja. Der var ikke mange i Danmark, der sagde nej til Emerentia von Levetzau.
Kilder til dette kapitel
← 1717 – Pudder til parykkerne | Indhold | 1746 – Kapellet →