Tredje del: Enken der købte et slot
Hun satte slottet i stand. Grevernes genrejsning, kalder kilderne det: nye tage, nye vinduer, tømrere og murere fra hele Lolland i årevis. Aalholm rejste sig af sin brøstfældighed, ikke som borg, men som herresæde.
Og hun tænkte på døden, som kloge mennesker gør, mens de lever.
I sit testamente satte hun penge af til skolerne på Bremersvold og Kærstrup og til de fattige i sognene under Aalholm. Grevskabet skulle gå udelt i arv, generation efter generation, i princippet til evig tid. Det var hendes værk, og det skulle overleve hende.
Emerentia døde i 1746. Christian var tyve år og blev den første lensgreve af Christiansholm. Fire år senere var han død – kun femogtyve år gammel, uden børn, uden at have nået at sætte sit præg på noget som helst.
Grevskabet gik til hans lillebror, Otto Ludvig.
Emerentia blev lagt i en sort marmorsarkofag. Nogle år senere lod barnebarnet bygge et kapel til hende ved Nysted Kirke, nord for tårnet, hvor slægten kunne ligge samlet. Hun ligger der stadig. Christian ligger ved siden af hende.
Og hun blev ikke liggende.
Sagnet fortæller, at Emerentia von Levetzau er Aalholms hvide dame. Man ser hende i de lange gange, siger folk, i vinduet ud mod noret, på trappen op til nordfløjen: en høj kvinde i hvidt, som ikke ser på nogen, og som er væk, når man ser efter.
Men hun viser sig kun, når besidderen er barnløs.
Det er et spøgelse med en dagsorden. Kvinden, der købte et slot og skabte et grevskab, så det kunne gå i arv til evig tid, våger stadig over successionen. Når der ikke er nogen arving, går hun. Når der er, hviler hun.
Hun skulle få meget at gå efter.
Kilder til dette kapitel
← 1725–1734 – Emerentia | Indhold | 1749–1783 – Grevens dagbog →