Tredje del: Enken der købte et slot
Otto Ludvig Raben var enogtyve, da hans storebror døde, og han blev greve af Christiansholm.
Men greve var han kun af navn. Faderen, Christian Frederik Raben, bestyrede godset, og den unge greve blev sendt ud i verden: til Paris, hvor han i knap fire år boede hos sin søster og svogeren, gesandten Ditlev Reventlow, kom i salonerne og red på hjortejagt med Ludvig den Femtende. Hjemme igen blev han kammerherre i 1755, giftede sig i 1757 med Anna Catharina Henningia von Buchwald og blev i 1763, i kraft af svogerskabet til den almægtige A.G. Moltke, kongens ceremonimester. Familien tilbragte somrene på Lolland og vintrene i København.
Og han førte dagbog. Fra 1749 til året før sin død, toogfyrre år, på fransk, dag for dag: hvem familien besøgte, hvornår de var ved hoffet, hvilket bord han sad ved, hvad folk kørte i, jagter, bondebryllupper, vejret, musikken. Sjældent en følelse, aldrig en udeladelse. Det er ikke en dagbog med hjertets hemmeligheder. Det er en dagbog fra en mand, der holdt regnskab med sit liv, fordi regnskab var det, livet bestod af.
Musikken var hans lidenskab. Han spillede tværfløjte på højt niveau og samlede noder i et omfang, ingen anden dansk godsejer kom i nærheden af – partiturer, sonater, kantater, som lå i et tårnværelse på Aalholm i to hundrede år, før nogen fandt dem igen.
Slottet var i mellemtiden ubeboeligt. Storebroderen Christian havde boet på ladegården, “da slottet på grund af brøstfældighed var ubeboeligt”, og da ladegården brændte den 1. juli 1750, måtte den syge, femogtyveårige greve flytte ind til Nysted, hvor han døde få måneder senere. Middelalderborgen stod forfalden og tom ved 1700-tallets midte.
Efter tronskiftet i 1767 mistede Moltke-kredsen sin indflydelse ved hoffet, og fra 1768 slog familien sig mere fast ned på Lolland. I 1773 døde faderen, og Otto Ludvig overtog endelig den fulde drift af det grevskab, han formelt havde ejet i treogtyve år. De følgende ti år forlod familien nærmest ikke øen.
Så begyndte han at bygge. Han udvidede grevskabet med Stubberup by i 1761 og fik Kettinge og Bregninge kirker med tiender i 1786. Han skrev en opdragelsesbog til sin søn om, hvordan man blev et godt menneske, når man var født til at være greve. Og i 1779 stod den nye østfløj færdig, i den begyndende Louis Seize-stil: to etager, regelmæssige vinduer i lange rækker, lys i salene, som der aldrig havde været lys i borgen. På gavlen satte han jernankre med sine og sin hustrus initialer og årstallet. Han plantede en lindeallé langs dæmningen, formklippet, som det skulle være.
Han fik malet et billede, hvor familien poserer foran det nye Aalholm. De havde otte børn, to sønner og seks døtre. De ser tilfredse ud.
I 1783 byggede han en lukket herskabsstol højt oppe på pulpituret i Nysted Kirke, med sin egen dør ind gennem muren, så den grevelige familie kunne overvære gudstjenesten hævet over menigheden – og lade sig beskue. Man skal ikke tro, at Otto Ludvig var beskeden. Han var bare tålmodig.
Han døde i 1791 og blev lagt i det gravkapel ved Nysted Kirke, han selv havde bygget i 1782, i en sarkofag af gråhvidt norsk marmor. Men dagbogen rummer mere end vejr og visitter. Det skal vi se om lidt.