Tredje del: Enken der købte et slot
En augustdag i 1765 red grev Otto Ludvig Raben alene fra Aalholm til Tågense, kystlandsbyen sydøst for Nysted, gik om bord i en båd og sejlede ud for at jage sæler.
Vi ved det, fordi han selv skrev det ned.
Billedet er værd at dvæle ved. Ingen jagtselskab, ingen ceremoni, ingen hoffolk. Bare greven, en hest, en båd og det lave, blanke farvand syd for Lolland, hvor sælerne lå på stenene og sandrevlerne og løftede hovedet, når åren plaskede. For en mand, hvis liv ellers var indrammet af etikette – han var trods alt hoffets ceremonimester – må netop dét have været en del af tiltrækningen.
Tre år senere, i juli 1768, gentog han turen som et helt lille felttog: tidligt om morgenen af sted sammen med sine brødre og godsets højere funktionærer. Otto Ludvig kom fra en stor søskendeflok, og at godsets betroede folk var med, fortæller, hvad sæljagten var – ikke en pligt, men en udflugt. En sommermorgens mandsjagt på vandet, med den blanding af sport, proviantering og selskabelighed, som hørte 1700-tallets herregårdsliv til.
Men den mest interessante oplysning er ældre end greven selv var gammel nok til at bære en bøsse. Allerede i 1737 klagede hans mor over, at folk fra Nysted skød sæler ud for kysten. Klagen giver kun mening af én grund: Sæljagten i farvandet var forbeholdt herskabet på Aalholm. Jagt var i 1700-tallets Danmark ikke en almen ret, men et privilegium knyttet til jorden – og på Aalholm strakte privilegiet sig ud over strandkanten og ud i det våde element. Sælerne på revlerne var grevskabets sæler.
At Nysted-borgerne skød dem alligevel, viser, at sælen var et bytte for alle. Skindet var værdifuldt, spækket gav tran, og for fiskerne var sælen en konkurrent, der flåede garn og tog fangsten. I de følgende århundreder blev der udbetalt skydepræmier, og sælerne blev drevet til randen af udryddelse i de indre danske farvande.
Historien har fået en efterskrift, som greven kunne have set fra sin båd. I dag er sandrevlerne ved Rødsand – i sigtelinje fra de kyster, hvor Otto Ludvig jagede – et af Danmarks vigtigste sælreservater. Spættet sæl yngler der. Gråsælen er vendt tilbage. Sælerne ligger stadig derude, som de gjorde en augustdag i 1765.
Forskellen er, at ingen sejler ud efter dem med bøssen. Og at vi kun kender grevens morgenture, fordi en pertentlig mand skrev alting ned – og fordi hans papirer fik lov at ligge urørt i et tårnværelse i to hundrede år.
Kilder til dette kapitel
← 1749–1783 – Grevens dagbog | Indhold | 1770 – Grevens hemmelige kode →