Tredje del: Enken der købte et slot
Fra 1770 dukker der et lille tegn op mellem middagene, jagterne og visitterne i Otto Ludvigs dagbog: IFT.
Det står der i tyve år. Som regel alene, nogle gange sammen med et kvindenavn, og enkelte steder halvt skrevet ud – “iftu”, “j’ay f…”. Næsten altid, mens greven opholdt sig på Aalholm.
Dagbogen lå i slottets arkiv, indtil musikhistorikeren Jens Henrik Koudal i 1990’erne begyndte at arbejde med den – først for nodesamlingens skyld, siden som kilde til adeligt hverdagsliv. Det var Koudal, der bemærkede tegnet, og som knækkede koden: IFT står for j’ai foutu, af det verbum, som i 1700-tallets fransk betød det, det betyder. Greven noterede, hvornår han havde haft samleje, på linje med sine visitter og spadsereture. Historikeren Nina Koefoed talte notaterne op: syvoghalvfems i alt, hovedparten i 1770’erne, de sidste i 1790.
Det var ikke ægteskabet, han holdt regnskab med. Otto Ludvig og grevinden fik otte børn med højst to års mellemrum fra 1759 til 1774, og så ophørte fødslerne. Det er præcis i de år, IFT begynder. De få navngivne kvinder er ikke grevinden. De to, der kan identificeres, var en tjenestepige og en fæstebondes hustru.
Grevskabet havde omkring to hundrede fæstebønder i seksten landsbyer, dertil husmænd og tjenestefolk. Det er blandt disse mennesker, kvinderne skal findes. Syvoghalvfems notater betyder ikke syvoghalvfems kvinder – de ligger i klumper, som tyder på, at greven i perioder havde et forhold til én bestemt. Kilderne kan ikke sige, om forholdene var frivillige, købte eller noget helt tredje. Men magtforholdet er ikke til at overse. Greven var kvindernes husbond, godsejer og dommer.
Og her bliver historien til mere end en pikant detalje.
I 1700-tallet var sex uden for ægteskab strafbart. Ugifte, der fik børn, skulle betale lejermålsbøder, og det var godsejeren, der skulle rejse sagen og inddrive dem. Da Otto Ludvig i 1773 overtog godsets drift, eftergav han med ét slag hele faderens restanceliste. Derefter blev hvert års syndere stadig omhyggeligt noteret – og bøderne lige så systematisk eftergivet ved mundtlig resolution. Mændene slap mod at bidrage til barnets underhold. Kvinderne fik ansvaret for at opfostre det.
Man kan læse det som mild justits. Koefoed læser det også som noget andet: Greven, der selv brød sædelighedslovene på sit eget gods, straffede ikke det, han selv gjorde – og hver eftergivelse efterlod en uafgjort taknemmelighedsgæld mellem godsets folk og deres herre.
Koefoed gik kirkebøgerne igennem for grevskabets otte sogne. Greven er ikke ét sted udlagt som barnefader; det var, som hun skriver, ikke en kulturel mulighed. Men der er sammenfald, som er svære at overse. Den 30. marts 1771 lod Anne Rasmusdatter i Herritslev sin uægte datter døbe, og præsten noterede jordemoderen og alle faddere, men ikke et ord om faderen; greven havde skrevet IFT seks gange i maj, juni og juli året før. I Toreby udlagde en kvinde i 1775 “en fremmed ved navn Lars”. I Herritslev hævdede en anden i 1776, at faderen var “en ubekendt mandsperson, som kom til hende i skoven”. Og da Ellen Jacobsdatter i 1781 udlagde Rasmus Suhr, var Rasmus Suhr mellem undfangelsen og dåben blevet fæstebonde på en gård i et andet sogn under godset.
Intet af det beviser noget. Præster var sjuskede, fremmede fandtes, unge par flyttede sammen før brylluppet. Men de tre klassiske metoder til at skjule en herremands faderskab – den forbigåede fader, den fremmede mand, den købte ægtemand med fæstegård – er alle repræsenteret i Aalholms kirkebøger på datoer, der passer.
Hvorfor 1770? Koefoed peger på flytningen. I København var greven en underordnet figur i svogrenes netværk, og dér var det hoffet og musikken, der gjorde ham til mand. På Aalholm var han øverst. Dér blev seksualiteten en del af godsejerens autoritet – en demonstration af, at han havde adgang til det, han ville, i det rige, han herskede over. At han noterede det på lige fod med visitter og promenader, viser, at det for ham hørte til det, der var værd at holde regnskab med.
Otto Ludvig Raben var et oplysningsmenneske. Han spillede fløjte, holdt bondebryllupper, byggede gravkapel til sin farmor og skrev opdragelsesbog til sin søn. Han var også en enevældig godsejer, der var lovgiver, dommer og husbond for de mennesker, han i dagbogen kaldte IFT.
Historikere har i århundreder antaget, at herremænd udnyttede deres tjenestepiger, og aldrig kunnet bevise det, fordi den slags ikke efterlader kilder. Otto Ludvig efterlod en. Han skrev det hele ned. Bare i kode.
Man må tænke på kvinderne bag tallet. De fik ikke deres navne på nogen væg.
Kilder til dette kapitel
← 1765 – Grevens sæler | Indhold | 1791–1838 – Greven der målte stjernerne →