Tredje del: Enken der købte et slot
Så kom Gregers.
Gregers Christian Raben var den ældste søn, og han var ikke som sin far. Hvor Frederik Christian havde målt verden, læste Gregers den. Han var klassisk filolog med doktorgrad, en mand, der talte latin, som andre taler til deres hund, og som fandt mere sandhed hos Horats end i nogen prædiken.
Og han var, som herregårdsbogen fra 1938 tørt konstaterer, “noget af en original, der kunne få de underligste indfald og derfor almindeligvis kaldtes den gale greve”.
Det er en titel, man skal gøre sig fortjent til.
Gregers fyldte sin fars botaniske park med lysthuse. Ikke ét eller to, men mange, i alle stilarter, spredt ud mellem de eksotiske træer som om parken var et brætspil og lysthusene brikkerne. Han rejste mindestøtter og monumenter med klassiske citater – latin og græsk hugget i sten mellem plataner og frynse-eg, så en spadseretur i haven blev til en filologisk eksamen.
Han rejste til Norge på bjørnejagt. Det er en sætning, der fortjener at stå alene. En lollandsk greve med doktorgrad i klassisk filologi, i de norske skove, med bøsse, på jagt efter bjørne. Og han fik dem. Han kom hjem med flere udstoppede bjørne, og han udstillede dem i et hus i parken “sammen med andre mærkværdigheder”.
Ingen ved præcis, hvad mærkværdighederne var. Man kan forestille sig det: bjørnene rejst på bagbenene i et halvmørkt rum, omgivet af de underligste ting, greven havde samlet på – kranier, kuriositeter, ting fra rejser, ting fra kældre – og bønderne fra Stubberup, der kom om søndagen for at se på det og gik hjem og fortalte det videre.
Det var Aalholms første publikumsudstilling. Et århundrede før bilerne kom, stod der en gal greve i parken og viste folk sine bjørne.
Kilder til dette kapitel
← 1830 – Antikvarerne kommer | Indhold | 1843 – Kongen og dronningen i Nysted →