Fjerde del: Excellencen
Det første år blev der skudt syv fasaner på Aalholm. Syv.
Fasanen var indvandrer. De ældste danske forsøg går tilbage til 1761, hvor A.G. Moltke på Bregentved fik tyve æg fra det kongelige fasaneri – som en kalkunhøne skulle udruge hos skovfogeden, og som om foråret var bidt ihjel. Først i sidste halvdel af 1800-tallet vandt fuglen for alvor indpas på herregårdene, og der udviklede sig to skoler. Den tyske satte kyllingerne ud, når de var næsten udvoksede, og holdt dem under konstant opsyn. Den engelske var dristigere: Kyllingerne blev lukket ud i det fri som fire-seks uger gamle. Det gav vildere, stærkere fugle og bedre flyvere – men det stillede ét ufravigeligt krav. Rovvildtet skulle bekæmpes nådesløst, ellers overlevede kyllingerne ikke.
Den engelske metodes fremmeste udøver i Danmark hed Robert Richardson. Han var kommet til landet i 1876, og i 1884 blev han fasanmester på Aalholm.
Han gik metodisk til værks. Sammen med den unge skytte Frederik Saurbrey, født 1861, opbyggede han opdrættet efter engelsk mønster og satte samtidig en intens forfølgelse af rovvildtet i gang. Resultaterne kom hurtigt. Efter et par år var det årlige udbytte 476 fasaner. Fra syv til 476 var ikke en forbedring. Det var en forvandling.
Vi kan følge det, fordi Dansk Jagtforening – stiftet netop i 1884 – bragte skydelister i sit tidsskrift. For 1887 står Aalholm med 206 fasaner og hele grevskabet med 413 ud af 2.002 stykker nedlagt vildt. Kun en håndfuld godser i hele landet lå højere det år; Frijsenborg noterede 80. På tre år havde Richardson løftet Aalholm fra bunden af listerne til landets top. Fasanen var så ny, at den i 1884 slet ikke stod i jagtlovens tabel over jagttider – og der var allerede et marked: to-tre kroner for en kok, halvanden til to for en høne.
Richardsons tid på Aalholm blev kort. I 1888 blev han hentet til Frijsenborg, landets største jagtvæsen, hvor han endte som jægermester. Men hans vigtigste aftryk var eleven. Frederik Saurbrey, skytten fra Aalholm, blev i 1900 overjæger på Bregentved, hvor fasaneriet under hans ledelse voksede til industriel skala – i 1929 indsamlede man over 8.000 æg fra mere end 500 høner. Et fotografi fra en jagt i 1913 viser ham stående ved siden af Christian den Tiende. Han opnåede endda en tvivlsom litterær udødelighed som model for den ubønhørlige overjæger “Bomben” i Svend Fleurons roman Fasandyret.
Så når man taler om den engelske metodes sejrsgang i dansk jagtvæsen, går én af hovedlinjerne gennem Aalholm: fra Richardson til Saurbrey, fra Lolland til Bregentved, og derfra ud over de sjællandske godser.
For Aalholm selv lagde Richardsons år grunden til den jagtkultur, der kom til at præge Raben-Levetzau-tidens store epoke: efterårsjagterne, hvor kongelige og udenlandske gæster samledes på Lolland, og hvor fasanen var selvskreven på paraden. At der overhovedet var fasaner at drive, skyldtes syv magre fugle i 1884 – og en englænder, der vidste, hvad der skulle til.
Kilder til dette kapitel
← 1882 – Den unge mand og haven | Indhold | 1885 – Kongeørnene →