Fjerde del: Excellencen
I 1885 flyttede han avlsgården. Halvanden kilometer nordpå, væk fra slottet, tættere på markerne: et helt nyt anlæg med forpagterbolig, elevbygning, mejeri, lade, hestestald og kostald, alt sammen tegnet med en sikker hånd, der – alt tyder på det – tilhørte arkitekten Hans J. Holm. Anlægget mindede om Den Brune Kødby i København, som Holm havde bygget ti år før. Det brændte i 1907, alt undtagen forpagterboligen, og blev genopført præcis som før. På den gamle avlsgårds plads kom en staldgård til lensgrevens tyve ride- og køreheste og en vognremise til de elegante køretøjer.
Og så, i 1889, begyndte det store.
Hans J. Holm var professor, historicist og middelalderelsker. Han elskede middelalderen så højt, at han opfandt mere af den, hvor der manglede. Han stod i Aalholms store borggård og så det rektangel, kongen havde tegnet i 1200-tallet, og han så, hvad det kunne blive.
Han delte gården op. Tværfløje med store, kvadratiske tårne skar det gamle rektangel i to lukkede gårde. En bred tilkørsel førte ind til midten af det nye, symmetriske anlæg, hvor en rummelig ankomstgård med et vældigt trappehus tog imod. Hele den nye sydfacade og de to gårdsrum fik alt, hvad historicismen kunne låne fra middelalderen: rund- og spidsbuede vinduer, balkoner, karnapper, kobbertækte kviste, udkraget murværk, aftrappede gavle, tage af både tegl og skifer, bindingsværk med udskårne knægte. På nordfløjen kom en malerisk “peberbøsse” og en bindingsværkskarnap. På vestfløjens ydermur nye, store skydeskår, som ingen nogensinde skulle skyde gennem.
Frederik Christians observatorium blev fjernet. Astronomen måtte vige for æstetikken.
På facaden satte Holm Københavns Universitets segl og årstallet 1232 – for slottets formodede grundlæggelse under Christoffer den Første, og for at give stedet en tyngde, som ingen kunne modsige. Det var en heraldisk fortælling, hugget i sten: middelalderens fyrstehistorie og renæssancens lærdom, forenet på Lolland.
Indenfor var det iscenesat som et teater. Gæster trådte ind i trappehuset med marmortrin og egetræspaneler og blev modtaget af toner fra et indbygget orgel. Forhallen var middelalder: murværk, arkadebuer, søjler, bemalede loftsbjælker. Nordfløjen var en paradesuite: elegante kabinetter, spisesal, riddersal, balsal – det ene rum smukkere end det andet, med imiteret gyldenlæder på væggene, damaskvævede tekstiler, indlagte parketgulve, fløjdøre med messinggreb, træskærerarbejder, rige loftstukkaturer. En stribe gæsteværelser med himmelsenge og antikke møbler stod klar til lensgrevens prominente gæster, med kongehuset i spidsen.
Og under arbejdet fandt murerne noget. Under kalken i den østre sal i nordfløjen: Frederik den Andens navn. Dronning Sophies. Rigsrådernes. Og nederst, med narrehue og kande, Christoffer Koryot.
Hofnarren havde ventet i tre hundrede år, og nu var der endelig en fest igen.
Eftertidens antikvarer rystede på hovedet. Meget var revet ned, andet ombygget til ukendelighed, og borgens ægte middelalderpræg var svækket gevaldigt. Men datidens gæster gispede. Holm havde skabt en pompøs helhed af næsten fyrstelig pragt, og bortset fra Frijsenborg kunne ingen dansk herregård måle sig med Aalholm. Datiden kendte ikke til bygningsfredning. Det gjaldt om at omskabe. Og det lykkedes.
Kilder til dette kapitel
← 1885 – Kongeørnene | Indhold | 1890 – Parforcejagten der aldrig fandt sted →