Fjerde del: Excellencen
Midt i Roden Skov ligger et sted, der på et kort ser for geometrisk ud til at høre hjemme i naturen. Fra en rund plads, Rotunden, skyder otte snorlige veje ud gennem skoven som egerne i et hjul.
Det er den klassiske form fra parforcejagtens landskab. Systemet gjorde det muligt for ryttere at bevæge sig hurtigt gennem store skove og bevare overblikket; fra stjernepladserne kunne man se ned gennem lange sigtelinjer og følge hunde og vildt. Sådan blev Europas berømte kongelige jagtskove anlagt i 1600- og 1700-tallet, og de nordsjællandske parforceskove står i dag på UNESCOs verdensarvsliste for netop denne geometri.
Og sådan ser Roden også ud. Det naturlige spørgsmål har derfor altid været: Blev der drevet parforcejagt på Aalholm?
Formentlig ikke.
Jagthistorikeren Jesper Laursen er usædvanligt klar: Da Roden omkring 1890 blev indrettet som dyrehave, blev stjernen anlagt – men den synes ikke at have haft nogen praktisk funktion. Den havde symbolværdi. Roden er ikke et levn fra kongernes jagter i 1600-tallet; anlægget er to hundrede år yngre. Da vejene blev skåret, var parforcejagten afskaffet på kronens skove for over hundrede år siden. Alligevel valgte man på Aalholm at skabe et landskab, der lignede den.
Hvorfor?
Manden på Aalholm i de år var Frederik Raben-Levetzau, den senere udenrigsminister, hjemkommet fra diplomatårene i 1881. Og året efter hjemkomsten deltog han i en begivenhed, der blev berømt i dansk jagthistorie: den store parforcejagt på Frijsenborg i 1882, hvor grev Mogens Frijs havde genoplivet den engelskinspirerede jagt i spektakulær stil, med importerede hunde, en engelsk træner og store adelige selskaber til hest. Otto Bache forevigede det i sit myldrende maleri Slutningen af Parforcejagten paa Frijsenborg 1882. Personerne er identificeret – og blandt dem står en mand i grønlig frakke, brun hat og hvide benklæder: greve Frederik Raben-Levetzau fra Aalholm.
Han havde selv redet med. Otte år senere fik Roden sit stjernenet.
Der findes intet dokument, hvor greven skriver, at han vil have sin egen parforcestjerne. Så langt kan det ikke dokumenteres. Men kronologien er svær at overse, og hvis forbindelsen er rigtig, er Roden noget raffineret: Greven ønskede ikke nødvendigvis jagten. Han ønskede jagtlandskabet. I de år, hvor Holm var ved at forvandle slottet til et middelalderteater, var en parforcestjerne i egen skov en erklæring – dette var et stort gods.
Der er en detalje, som holder fortolkningen ærlig. Stjernen blev anlagt samtidig med en modernisering af skoven: skovfogedboliger, rationel drift, og lange lige veje, der kunne bruges til transport, skovarbejde og brandlinjer. Det praktiske og det symbolske udelukker ikke hinanden.
Og midt i det står skovrider Carl E. Kann, ansat fra 1875 til 1918, med ansvar for skovene under hele omlægningen. Der blev rejst en mindesten for ham efter hans tid. Hvor? På Rotunden. Midt i stjernen. Det er fristende at se ham som manden bag vejnettet. Men vi ved kun, at han var skovrider, og at stjernen kom i hans tid.
Hvis Roden havde været centrum for store parforcejagter, burde de have efterladt spor: hundeflokke, ryttere, gæster, beretninger, malerier. På Frijsenborg blev de malet. På Aalholm har ingen fundet noget. Ingen berømt jagt. Ingen hundeflok. Selve stjernen står tilbage. Jagten mangler.
Otte veje løber stadig ud fra Rotunden. Alt er anlagt, som om rytterne hvert øjeblik kunne komme galoperende. Men de kom tilsyneladende aldrig. Aalholm fik sin parforcestjerne – bare ikke sin parforcejagt.
Kilder til dette kapitel
← 1885–1889 – Da slottet fik sit ansigt | Indhold | 1891–1908 – Gæstelisten →