Fjerde del: Excellencen
De kom.
I 1891 boede prinsen af Siam på Aalholm. Man kan forestille sig det: en ung asiatisk prins, sendt til Europa for at lære, indkvarteret på et lollandsk slot med himmelsenge og orgel i forhallen, gående i Frederik Christians park mellem nordamerikanske ege og udstoppede bjørne, mens gartnerne satte femten tusinde udplantninger på Anlægget.
I 1902 kom prinseparret – den kommende Christian den Tiende og prinsesse Alexandrine – i fire dage i november. Der var jagt. Der var middage. Der var balsal og orgel og gyldenlæder.
I 1906 kom kongen selv, Frederik den Ottende.
Og i 1908 kom de to mænd, hvis rivalisering seks år senere skulle sætte verden i brand: kejser Wilhelm den Anden af Tyskland og kong Edward den Syvende af England. På samme slot. I samme park. Man kan se dem for sig: kejseren med sin opstrittede moustache og sin visne arm, som han altid skjulte, og den korpulente engelske konge med cigaren, gående mellem Gregers’ latinske mindestøtter og talende om noget, ingen af dem mente. Hans J. Holms trappehus tog imod dem med orgeltoner. Koryot så til fra væggen.
Lensgreven var vært for det hele. Det var, hvad Aalholm var bygget til.
Men Aalholm var ikke det eneste, han havde. Folketællingen den 1. februar 1906 fortæller, at slottet den dag var beboet af nøjagtigt én person: husjomfruen. Lensgreven var med sin søn i København, i Amaliegade 17 – så tæt på Amalienborg, at han praktisk talt stod i kongens tagdryp – med fire tjenere, tre stuepiger, en køkkenpige, kokken, kokkens hustru og en kokkeelev, i alt tolv tjenestefolk. Lensgrevinden var “i udlandet” med sine to døtre og kammerjomfruen, velsagtens i villaen Beaulieu i Cannes.
På avlsgården halvanden kilometer nordpå boede der den samme dag fireogfyrre mennesker: forpagteren med familie, forvalter, mejeripiger, kusk, ladefoged, karle, røgtere, en arbejdsmand med kone og børn. Hundredetyve køer, femogfyrre ungkvæg, seks tyre, syvogtyve heste. Om sommeren ti polske piger i roerne.
Det var Aalholm ved århundredskiftet: et slot med én husjomfru og en avlsgård med fireogfyrre. Et herskab i Cannes og Amaliegade. Og på øen i Rørsøen femten tusinde blomster, som ingen så.
Kilder til dette kapitel
← 1890 – Parforcejagten der aldrig fandt sted | Indhold | 1901 – Byen begynder sin dagbog →