Fjerde del: Excellencen
Ved indgangen til det 20. århundrede satte en mand i Nysted sig for noget usædvanligt: at beskrive hele sin by, som den stod – gader, huse, virksomheder, mennesker – og derefter føre bog over alt, hvad der siden skete.
Han hed C.A. Hansen, og han var byens læge. Hans første bind var ikke en historiebog, men noget på sin vis mere værdifuldt: en tilstandsrapport. Status 1901 – et øjebliksbillede af købstaden ved noret, netop som den gamle verden stod for at møde den nye. Byen havde endnu hverken jernbane eller vandtårn, men den havde sin havn, sine købmandsgårde, sit gamle rådhus og godt fem hundrede års historie i ryggen. At gøre status, før man begynder at skrive dagbog, var en genistreg: Alt, hvad de følgende kronikører noterede af forandringer, kunne måles mod 1901-billedet. Det er byhistoriens svar på arkæologernes nulpunktsmåling, før spaden sættes i jorden.
Så begyndte dagbogen. Hansen førte den selv fra 1902; i 1927 overtog Johs. Grønbech Jørgensen pennen, og sådan gik Nysted-krøniken videre fra hånd til hånd gennem hele århundredet, indtil den sidste kronikør, John Voigt, lagde den fra sig i 2006. To verdenskrige, jernbanens komme og forsvinden, havnens skiftende tider, forretninger, familier, fester og ulykker – nedfældet løbende af folk, der selv stod midt i det. En krønike, der føres samtidig med begivenhederne, ved ikke, hvordan historien ender, og netop derfor husker den de detaljer, eftertiden glemmer.
For Aalholm er den en skattekiste af den særlige slags: slottet set fra byen. Borg og by har været vævet sammen siden 1200-tallet – byen, der voksede op i borgens læ, blev sat fri af den i 1409 og stormede den i 1534 – og i krønikens århundrede fortsatte sammenvævningen i nye former: slottet som arbejdsplads, herskab, nabo og seværdighed. Det var krøniken, der noterede, hvad Munchs Villa Marina kostede. Det er den slags tal, priser, navne og datoer, hus for hus og år for år, ingen anden kilde gemmer.
Originalen ligger hos Nysted lokalhistoriske Arkiv, som har digitaliseret hele værket. Én mands idé i 1901, båret videre af frivillige i fem generationer. Og måske ligger der en stille opfordring i, at dagbogen stoppede i 2006. Nysteds krønike venter på sin næste kronikør.
Kilder til dette kapitel
← 1891–1908 – Gæstelisten | Indhold | 1905 – Udenrigsministeren →