Fjerde del: Excellencen
I 1905 blev lensgreven udenrigsminister.
Det var ikke en selvfølge. J.C. Christensens regering var en Venstre-regering, bøndernes regering, og Raben-Levetzau var Højremand af hjertet, godsejer, kammerherre, medlem af Landmandsbankens bankråd. Men Danmark havde brug for en udenrigsminister med internationalt udsyn og sprog i munden, og der var ikke mange af den slags i Venstre. Lensgreven havde været i Wien og Paris. Han havde været generalkommissær for Danmarks bidrag til verdensudstillingen i Paris i 1900. Han var vicepræsident i Geografisk Selskab, ordenskatmester, og i mere end ti år formand for byggeudvalget for det nye Christiansborg – han byggede altså slotte i København, mens Holm byggede på Lolland.
Så han blev minister.
I tre år sad han med Danmarks forhold til verden i hænderne, i en tid, hvor Tyskland voksede, og Sønderjylland stadig var tysk, og hver eneste diplomatisk sætning skulle vejes. Og så kom Alberti-skandalen i 1908: justitsminister Alberti, der havde svindlet for millioner, meldte sig selv, og regeringen vaklede. Raben-Levetzau trak sig. Regeringen faldt.
Han gik ikke tilbage til politik. Bortset fra posten som sognerådsformand i Nysted – for man skulle jo have styr på sin egen by – holdt han sig til slottet, haverne, gæsterne og de mange hverv.
Blandt hvervene, opregnet i herregårdsbogen fra 1938 mellem Geografisk Selskab og ordenskapitlet, står en linje, man let overser: Formand for Dansk Automobilklub.
Læg mærke til det. Det får betydning.
Kilder til dette kapitel
← 1901 – Byen begynder sin dagbog | Indhold | 1905 – Norge får sin konge →