Fjerde del: Excellencen
I begyndelsen af 1920’erne udkom et af de mest ambitiøse værker, der nogensinde er skrevet om danske herregårde: Danske Herregaarde ved 1920 – tre svære bind, næsten to tusinde sider, landets godser beskrevet gård for gård. Aalholm fik sit kapitel i bind to.
Værkets egentlige historie ligger i titlens tre små ord: ved 1920. Årstallet var ikke tilfældigt. Med grundloven af 1915 og lensafløsningsloven af 1919 havde Danmark besluttet at afvikle den sidste rest af det gamle privilegiesamfund – grevskaberne, baronierne og stamhusene, de båndlagte len, der siden enevældens dage var gået udelt i arv. Nu skulle de overgå til fri ejendom mod en klækkelig afgift til staten og afståelse af jord til husmandsbrug. For slægter som Raben’erne var det en epokes afslutning.
Det var i det lys, værket blev til. Fire mænd satte sig for at dokumentere herregårdenes Danmark, præcis som det stod i overgangsøjeblikket. Redaktionen var et tidsbillede i sig selv: Louis Bobé, tidens førende personalhistoriker; Vilhelm Lorenzen, arkitekturhistorikeren; lensbaron Berner-Schilden-Holsten, godsejer med historikerhjerte; og baron Palle Rosenkrantz, jurist, godshistoriker – og i øvrigt Danmarks første kriminalromanforfatter. To lærde og to adelsmænd, der i fællesskab rejste et monument over den verden, loven var ved at afvikle. Ved 1920 betyder: inden jordafgivelserne, inden udstykningerne, inden den gamle verden gled bort. En nulpunktsmåling i historiens vendepunkt – for herregårdene, hvad Hansens Status 1901 var for Nysted.
Og hvordan stod Aalholm, da fotografiet blev taget? Som et slot på toppen af sin anden storhedstid. Holms ombygning havde givet middelalderborgen sin historicistiske pragt. Kongebesøget i 1913 – med tronstole, tusind lamper og fyrværkeri – havde vist den gamle verden i fuldt flor. Besidderen, forhenværende udenrigsminister, hørte til rigets fornemste mænd.
Men på slottet vidste man udmærket, hvad 1920 betød – på mere end én måde. Netop i de år fik riddersalens våbenfrise sin bevægende tilføjelse ved Slesvigs våben: til 1864, igen 1920. Genforeningens glæde og lensafløsningens alvor, malet og gennemlevet på samme vægge i de samme år. Tydeligere kan et vendepunkt ikke aftegnes.
Slægten blev på Aalholm i endnu tre generationer, frem til 1995 – men fra 1920’erne som ejere i moderne forstand, ikke som lensbesiddere. Epoken “grevernes Aalholm” fik her sit formelle knæk, selv om dens hjerte blev ved at slå i endnu halvfjerds år.
Netop fordi værket er et øjebliksbillede, ældes det ikke. Det er sit øjeblik. Burman Becker 1830, folkebogen 1869, jubilæumsbogen 1909, herregårdsværket 1920: Hvert halve århundrede har set Aalholm med nye øjne og skrevet det ned. Dette var 1920’ernes blik – det sidste, der så lensgrevernes Danmark i live.
Kilder til dette kapitel
← 1915–1921 – Regningen, anden gang | Indhold | 1931 – Haven får sin historiker →