Fjerde del: Excellencen
Johannes Tholle var en af de mærkeligste og flittigste skikkelser i dansk havehistorie: uddannet gartner og havearkitekt, men frem for alt en utrættelig skribent, der gennem et halvt århundrede kortlagde danske haver, parker og kirkegårde i hundredvis af artikler – ofte i de lokalhistoriske årbøger, hvor han sogn for sogn og gods for gods reddede havehistorien, før den groede til.
I 1931 vendte han blikket mod Aalholm. I Lolland-Falsters historiske Samfunds årbog udkom “Aalholm Slotshave” – tolv sider, den første egentlige historiske fremstilling af slottets park, fra 1796 til 1920.
Tolv sider lyder ikke af meget. Men da videnskabshistorikeren Gerd Malling i 2002 gjorde status over grevernes samlervirke, konstaterede hun, at Frederik Christians arboret og have var “den eneste del af hans indsats, der er blevet husket frem til i dag” – og at den var husket, skyldtes i alt væsentligt Tholles lille afhandling. Uden den var også haven gledet ud af hukommelsen.
Han kom i rette tid. Kun godt et årti efter lensafløsningen, mens folk, der havde kendt anlægget i dets sene pragt, stadig kunne spørges. Han samlede trådene: grevens egne ord om “min engelske have ved Christiansholm”, anlagt i efteråret 1796; det botaniske kvarter, der i 1833 rummede 1.500 arter, uden mage i Danmark, hvor mange træer og buske voksede for første gang på dansk jord; havetidsskriftets begejstrede beskrivelse fra 1849; folkebogens omtale fra 1869; Munchs versificerede planteliste fra 1874; slotsgartner Larsens beretning fra 1897. Han førte det frem til lensafløsningens tærskel, hvor gartnerne forsvandt og Anlæggets blomster blev færre.
Det var i grunden en nekrolog. Men også en arv. Grevernes herbarier blev solgt, fuglene spredt, noderne glemt i et tårnkammer, indboet auktioneret bort – men haven kunne ikke pakkes i kasser, og dens historie overlevede, fordi én mand i 1931 satte sig ned og skrev den. Formidling er bevaring. Det nedskrevne består, når genstandene forsvinder.
Og noget af det gamle anlæg lever endnu. Parken rummer stadig botaniske seværdigheder fra grevens tid – nulevende, grønne kilder, ældre end det meste af, hvad arkiverne gemmer. For enhver, der i dag vil genoprette haven, er Tholles tolv sider, Munchs digt og gartner Larsens beretning arbejdsgrundlaget.
Kilder til dette kapitel
← 1920 – Herregårdenes skæbnetime | Indhold | 1933 – Farvel →