Femte del: Bilbaronen
Hvis tidslinjens kilder skulle kåre deres konge, ville valget være let. Chr. Axel Jensen var Nationalmuseets store middelalderarkæolog, og hans kapitel om Aalholm i Danske Slotte og Herregårde – oprindeligt skrevet i 1940’erne, ajourført til andenudgaven i 1965, så sent, at selv det nyåbnede bilmuseum nåede med – er den tekst, al senere forskning står på og citerer.
Han gjorde noget, ingen havde gjort systematisk før. Han læste selve murene som kilde, sten for sten, skiftegang for skiftegang, og krydsede dem med lensregnskabernes tørre tal.
Anlægget, en rektangel på fireoghalvfjerds gange femogtredive meter med hjørnetårnene i murflugt, var “blevet til stykke for stykke, øget og ændret i løbet af et par århundreder – og næppe er borgen alligevel nogensinde bleven færdig”. Ældst er nordvesttårnet med de tre meter tykke mure om det tøndehvælvede kælderrum, hvor kongen sad: 1300-tallet. Yngre er nordmuren og nordøsttårnet, hvis flammede sten minder om Vordingborg og måske er Valdemar Atterdags. Kældrene under østfløjens sydøsthjørne, med resten af en vindeltrappe magen til Nysted kirkes, er fra begyndelsen af 1400-tallet – “med alt forbehold kunne man her tænke sig Erik af Pommern som bygherre”. Og sydfløjens vestparti, hvor en sal havde gotiske kalkmalede bladranker fra omkring 1400, bar “næppe helt med urette” navnet Margretefløjen. Selv femtårnsgåden fra 1671 løste han: Det “sydvestre tårn” var ikke et tårn, men et sænket tagparti, der gav hjørnet et tårnagtigt tilsnit.
For 1300-tallet fandt han et dokument, tidslinjen måtte tage til sig: I 1336 gav Den kullede Greve afkald på sine krav til “dat hus to Alholme” – og det ser ud til, at grev Johan i de følgende år ikke blot grundlagde Ravnsborg, men også byggede på Aalholm.
Kapitlets pragtstykke er byggepladsen 1578–1588, rekonstrueret ud af lensregnskaberne. Man nedrev et stenhus i Nysteds kloster for materialernes skyld. Lensmand Hak Ulfstand blev i tre år fritaget for 500 daler af sin afgift mod selv at betale murmestre og tømmermænd, mens kongen leverede tømmer, jern og hundrede læster kalk. Kalken kom fra Mariager, fyrretømmeret fra Gulland. Og da kongeparret i 1585 tog det færdige arbejde i øjesyn – besøget, hofnarren forevigede på væggen – blev der, som Jensen tørt formulerer det, “måske som et resultat af samtalerne under drikkelaget sluttet en ny kontrakt”: Ulfstand skulle på egen bekostning mure de ufuldendte tårne 3,77 meter op over hustagene. Men Frederik den Anden døde i 1588, før arbejdet var færdigt – og derfor mangler vesttårnet den dag i dag sin øverste etage, mens østtårnet knejser højest. Slottets skæve tårnpar er et monument over en konges død midt i et byggeri.
Han turde også fælde dom. Holms ombygning fra 1889 beskrives loyalt i alle enkeltheder, men vurderingen er skarp: en luksuriøs herskabsbolig “passende for landets udenrigsminister og skabt til store fester – helt i international stil”, der “for den sags skyld kunne have ligget et hvilket som helst sted på det europæiske kontinent”. Af den nordiske kongeborg var kun lidt synligt. “Der skulle et generationsskifte til, før der kunne rådes bod herpå.” Og svaret kom: Baronen lod i 1944 Margretefløjen restaurere ved arkitekt Helge Holm, mens Nationalmuseet afdækkede porttårnets fundamenter.
Baronen viste ham rundt, formentlig, og talte om biler. Jensen så på stenene. De havde hver deres samling. Og kapitlet ender, hvor man elsker at stå: “Det nye Aalholm smiler muntert mellem de grønne træer ud mod den venlige fjord.”
Kilder til dette kapitel
← 1964–1972 – Benzinen i blodet | Indhold | 1968–1989 – Et damptog, en jetjager og en telefonkiosk →