Femte del: Bilbaronen
Det var ikke en hobby. Det var et liv.
Faderen havde været formand for Dansk Automobilklub, dengang biler var noget, adelen kørte i, og bønderne stod og gloede på. Sønnen tog det videre. Gamle biler. Sjældne biler. Umulige biler. Han købte dem på rejser over hele verden – i England, i Frankrig, i Amerika – og han sendte dem hjem til Lolland, hvor de blev stillet bag korntørreriet, i laderne, i vognremisen, hvor lensgrevens elegante karether engang havde stået.
Man kan forestille sig forvalteren i 1950’erne: en nøgtern mand, der har ansvar for et gods, hvor jorden er halveret og skovene solgt af, og som en dag får besked om, at der er kommet endnu en bil fra Amerika, og hvor skal den stå? Bag korntørreriet, siger baronen. Der står allerede fjorten, siger forvalteren. Så bag de fjorten, siger baronen.
I 1964 var samlingen så stor, at den ikke længere var en samling. Den var et museum. Og baronen gjorde det til en strategi: Aalholm skulle ikke længere leve af jord. Det skulle leve af gæster.
I 1972 åbnede slottet og parken for publikum. Tre hundrede udstillede køretøjer. Et af Nordeuropas fineste bilmuseer, på en flad ø i Nysted Nor, hvor der seks hundrede år tidligere havde siddet en konge i lænker. Folk kom i tusindvis. De kørte fra hele Skandinavien og Tyskland for at se baronens biler, og de gik bagefter gennem Holms trappehus og Frederik Christians park og Gregers’ Bjørnehus og forstod ikke helt, hvad det var, de havde set – men de kom igen.
Bilbaronen, kaldte man ham. Han tog det som en kompliment.
Kilder til dette kapitel
← 1944 – Filmen | Indhold | 1965 – Manden der læste murene →