Femte del: Bilbaronen
Han kunne ikke stoppe.
Gennem slotsparken – Milners park, Frederik Christians park – anlagde baronen en smalsporet veteranjernbane med rigtigt damplokomotiv. Stubberup Strand Bane, hed den, og den kørte fra museet gennem parken ned til stranden, med røg fra skorstenen og fløjt ved overskæringerne og børn, der hang ud ad vinduerne mellem de eksotiske træer.
Han købte en udtjent jetjager af forsvaret og stillede den på legepladsen. Man kan forestille sig samtalen med Flyvevåbnet: Hvad skal De bruge den til, hr. baron? Børnene skal klatre på den. Javel.
Han købte en af Københavns gamle telefonkiosker – de små, runde, kobbertækte huse, hvor man i gamle dage kunne ringe for ti øre – og satte den i haven vest for slottet, hvor den stod som en høflig fremmed mellem rhododendron og latinske mindestøtter. Ingen ved helt hvorfor. Baronen syntes, den var sjov.
Der kom cafeteria. Der kom legeplads. Der kom, i 1989, en privat flyveplads, hvor man kunne købe en rundflyvning over slottet og se, hvad kongen havde set i 1256: den flade holm, vandet hele vejen rundt, vinklerne.
Og filmholdene kom.
I 1960’erne og 70’erne var Aalholm kulisse for en stribe danske komedier – Halløj i Himmelsengen og dens søskende, film med lettere påklædte damer og forviklinger på herregårde. Riddersalen, hvor Frederik den Andens hofnar havde signeret væggen, blev kulisse for sengekantsfilm. Kameraerne rullede gennem Holms paradesuite. Skuespillerinder løb i negligé gennem gyldenlæderets sale.
Koryot ville have forstået det. Han havde trods alt siddet nederst på væggen med en ølkande i tre hundrede år og ventet på, at nogen igen skulle grine.
Kilder til dette kapitel
← 1965 – Manden der læste murene | Indhold | 1980 – Merete og John →