Femte del: Bilbaronen
I 1980 overtog den næste generation i praksis.
John Raben-Levetzau, baronens søn, og hans hustru Merete flyttede ind og begyndte at drive Aalholm som det, det var blevet: et museum med et slot i. Bilerne var attraktionen. Damptoget kørte. Parken var åben. Og i salene, hvor kejsere havde spist, boede der nu en familie med børn, der voksede op mellem Holms gyldenlæder og baronens telefonkiosk.
Samme år kom Nationalmuseet igen, denne gang ikke for at læse mure, men for at læse mennesker. “Herregårdsliv” hed undersøgelsen: hvordan man levede på et dansk herresæde i 1980, hvad der var tilbage af det gamle, hvad der var kommet til. Aalholm var et af eksemplerne. Forskerne gik rundt med notesblokke og spurgte, og familien svarede, og det blev til et kapitel om en slægt, der prøvede at få en middelalderborg til at give mening i en tid med tv og bilmuseer.
Det gik i tolv år til.
Kilder til dette kapitel
← 1968–1989 – Et damptog, en jetjager og en telefonkiosk | Indhold | Rivieraen – Chaufføren kører i forvejen →