I foråret 1359 var Danmark i krig med sig selv.
Valdemar samlede riget igen ved at tage – tage jord, tage skat, tage
det krongods tilbage, som stormændene havde snuppet i de kongeløse år.
Jylland var i oprør, på Fyn sloges man om borgene, og midt imellem
hærene lå kirker og klostre, der ikke havde andet forsvar end deres
bønner.
Ondet havde et uskyldigt navn: gæsteri. Konger og bisper havde ret
til at blive huset med hele deres følge et vist antal dage om året. Men
i krigstid, når bevæbnede bander drog rundt, var der ikke langt fra
gæstfrihed til plyndring. Bisperne skrev til kongen: Munke og nonner
måtte forlade deres klostre og tigge sig til brødet, præsterne ville
snart blive jaget fra alteret – og det var alt sammen omstrejfende
ugudelige menneskers skyld.
Mandag den 29. april 1359 sad Valdemar Atterdag på Aalholm og
svarede.
Han forbød – under trussel om at miste hans nåde – at nogen af hans
fogeder, deres folk eller nogen som helst andre fremover tyngede præster
og klostre med gæsteri og ulovlige skatter. Den, der gjorde det
alligevel, skulle få kongens hævn at føle.
Der er et lille kneb i forbuddet, som man ikke lægger mærke til med
det samme. De første, der bliver nævnt som mulige syndere, er kongens
egne fogeder. Og det er de samme fogeder, der sammen med bisperne skal
straffe synderne. Valdemar gjorde sine egne folk til både sygdom og
medicin. Sådan gør konger, der forstår at regere: De holder først øje
med deres egne.
Brevet slutter på latin: Datum Aleholm nostro sub sigillo et in
presencia nostra – givet på Ålholm under vort segl og i vor
nærværelse. Det blev sendt ud i mindst to eksemplarer. Det ene gik til
det oprørske Jylland. Det andet til Odense stift, og sporet fører lige
tilbage til Lolland: I 1589 trak de lollandske præster det frem for at
forsvare deres rettigheder, og i 1626 lå originalen stadig i Stokkemarke
Kirke. Præsterne passede på kongens brev i 250 år, som man passer på et
våben, man håber aldrig at skulle bruge.
Pinsen efter, i Kalundborg, blev forbuddet til lov for hele riget. At
samle et rige handler ikke kun om at erobre borge tilbage. Det handler
også om at sætte grænser for dem, der bærer sværdet. Den dag blev en af
de grænser trukket fra en flad ø i Nysted Nor.