Første del: Kongen i kælderen
I september 1368 landede grev Henrik af Holsten på Lolland med en hær, som hanseaternes skibe havde sejlet over. Han kaldtes Jernhenrik, og han var ikke kommet for at forhandle. Valdemar Atterdag var flygtet ud af landet. Hansestæderne, holstenerne, Sverige og Mecklenburg havde rejst sig på én gang, og kongens borge faldt som kegler. Nu stod Jernhenrik foran Aalholm.
På borgen sad ridderen hr. Kersten Kule. Han var pantelensmand, ikke krigshelt, og han vidste, hvad han havde: for få mænd, for lidt korn, ingen konge at sende bud til. Han vidste også, hvad Jernhenrik havde: en hær, der ikke kunne ligge foran en vandborg hele vinteren.
Så Kule talte.
Den 8. september 1368 sluttede han en våbenstilstand for hele Lolland. Tre dage senere fulgte lensmanden på Ravnsborg efter. Vilkårene var sindrige: Der skulle være fred til den 1. maj 1369, og på den dag skulle slottenes skæbne afgøres. Indtil da beholdt alle deres gods i ro. Hæren kunne trække sig tilbage. Ingen skulle sulte i vinterens løb.
Jernhenrik gik med til det. Det var trods alt en overgivelse med udsat dato.
Og så trak Kule tiden.
Den 1. maj 1369 kom og gik. Aalholm blev ikke overgivet. Der var, viste det sig, uklarheder i aftalen, breve, der skulle sammenholdes, forhandlinger, der ikke var afsluttede. I november 1369 sluttede Valdemar fred med hansestæderne. Så sent som i september 1370 sad Kersten Kule i Bardewick hos hertugen af Braunschweig-Lüneburg og forklarede med stor alvor, at slottene naturligvis ville blive afstået, så snart man var “fuldkomment enige og forligte om alle forhandlinger og breve”.
Man blev aldrig fuldkomment enige.
Imens vandt Valdemar krigen. Da kongen kom hjem, stod Aalholm der stadig, uindtaget, med Kersten Kule på volden. Folkebogen fra 1869 konkluderer tørt, at Kule og hans kollega på Ravnsborg “havde altså øjensynlig båret sig meget klogt ad”. Nationalmuseets store bygningsarkæolog kaldte det hundrede år senere en mesterlig forhalingsaftale.
Det er en af de smukkeste titler, en dansk embedsmand nogensinde har fået: manden, der talte sig fra en belejring. Han skød ikke én pil. Han skrev breve, holdt møder, bad om udsættelse og lod kalenderen arbejde for sig, indtil krigen var forbi. Borgen lærte noget den efterårsdag, som den skulle bruge igen og igen i de næste seks hundrede år: at man ikke altid vinder ved at slås.
Kilder til dette kapitel
← 1362–1366 – Bordet hvor Norden blev delt | Indhold | 1376 – To konger, én krone →