Valdemar Atterdag døde den 24. oktober 1375 og efterlod et rige uden
søn. Og det er nok den værste sygdom, et kongerige kan få.
Tilbage var der barnebørn. Den ældste datter, Ingeborg, havde givet
hertug Henrik af Mecklenburg en søn, Albrecht. Den yngste, Margrete,
havde givet kong Håkon af Norge en søn på fem, Oluf. Danmark var et
valgrige, men mecklenburgerne ventede ikke på noget valg. Få måneder
efter begravelsen kaldte den unge Albrecht sig allerede kong
Albrecht af Danmark i sine breve. Det var en stor titel for en
dreng, der ikke ejede en eneste tomme af landet.
Den 21. januar 1376 mødtes familien og dens venner i Grevesmühlen for
at købe den hjælp, der skulle gøre titlen til en krone. Prisen var
Aalholm.
Pergamentet ligger i Schwerin med 27 voksegl hængende i snore. Her
erkender den femtenårige “konge af Danmark” og hertugerne at skylde de
holstenske grever 30.000 mark sølv – og som sikkerhed pantsætter de
Ålholm, Ravnsborg og hele Lolland, med Kolding, Ribe og Sejerø oveni.
Albrecht pantsatte en borg, han aldrig havde set. Det er typisk for
tronprætendenter: De bruger arven, før de har fået den.
Men på Aalholm sad høvedsmanden Henning Schacht, og han holdt med den
anden side. Seks uger efter Grevesmühlen, den 4. marts, stod hertug
Bugislav 6. af Pommern i borggården og svor at støtte Oluf, Håkon og
dronning Margrete “af al magt”. Mens borgen blev solgt i Tyskland, blev
modpartens alliance beseglet inde bag dens mure.
Samme dag erklærede ærkebispen af Lund og stormændene sig for Oluf i
Roskilde, mens kejser Karl 4. et par hundrede mil sydpå lovede
mecklenburgerne hjælp til at erobre Danmark. Den 4. marts 1376 arbejdede
to lejre på hver sin side af Østersøen for hver sin konge – og Aalholm
lå lige i midten, som guldmønten på spillebordet.
Margrete vandt første runde med det våben, hun var bedre til end
nogen anden: rigets egne mænd. Den 3. maj valgte danehoffet i Slagelse
lille Oluf til konge. En mecklenburgsk flåde dukkede op i Øresund i
september, og krigen lå i luften. Men den 21. september blev man enige i
København, og Mecklenburg anerkendte drengen.
Så skulle man tro, at sagen var lukket. Den slags sager bliver aldrig
lukket.