Hun hed Dyveke – “lille due” – og var som barn kommet fra
Nederlandene til Bergen med sin mor, Sigbrit, der drev handel i byen.
Der så Christian hende, dengang statholder i Norge for sin far. Da han
blev konge, fulgte mor og datter med til København, og Dyveke blev
kongens officielle elskerinde. Først på Hvidøre, fra 1516 i en fin gård
på Amagertorv.
I 1514 giftede kongen sig med Elisabeth af Habsburg, kejserens
barnebarn. Dyveke opgav han ikke af den grund. Kejser Maximilian sendte
et gesandtskab med krav om, at hun skulle sendes væk. Christian sagde
nej. En nordisk konges kærlighedsliv var blevet en europæisk sag.
I 1517 blev Dyveke syg og døde. Af hvad? Det ved ingen. Men med det
samme opstod en af de sejeste myter i Danmarkshistorien: at Torben Oxe,
lensmand på Københavns Slot, havde sendt hende forgiftede kirsebær.
Rigsrådet frikendte ham. Kongen, ude af sig selv af sorg eller raseri,
lod ham dømme af tolv bønder, som dømte ham skyldig. Den 29. november
1517 røg Torben Oxes hoved. Nu handlede sagen ikke længere om en død
pige. Den handlede om, hvor langt en konge kunne gå mod en adelsmand,
som hans ligemænd havde frikendt. Svaret kom til at koste Christian
kronen.
Og her kommer Aalholm ind i tragedien.
Samme år havde Knud Pedersen Gyldenstierne fået borgen i len. Han var
ingen fremmed – som ung hofsinde havde han været med på Christians tog
mod Elfsborg i 1502. Men han havde kun Aalholm i nogle måneder. Han
mistede det igen samme år og blev smidt i fængsel – vistnok,
skriver Dansk Biografisk Leksikon, fordi han blev beskyldt for at have
forgivet Dyveke. Han slap ud med livet i behold, og det var ikke alle,
der gjorde det det år.
Romanforfatteren har lyst til at gøre ham skyldig. Historikeren
holder ham tilbage. Vi ved ikke præcis, hvad han blev mistænkt for. Men
der står altså, i rækken af lensmænd på borgen ved noret, et navn, der
fører lige ind i hjertet af dramaet om kongens elskerinde.
Hans efterfølger var Otte Krumpen, en af kongens trofaste. Han havde
båret kronen ved kroningen i 1514 og ført et af de skibe, der hentede
den unge dronning. I 1520 førte han den danske hær ind i Sverige, vandt
ved Bogesund og Uppsala og blev slået til ridder efter kroningen i
Stockholm – nogle dage før blodbadet. På få måneder var Aalholm gået fra
en mand på vej ned til en mand på vej op.
Så vendte lykkehjulet. Det gør det jo altid.
Christian flygtede i 1523, og Knud kom i nåde igen hos Frederik 1. Og
i 1532, da den afsatte konge var blevet lokket til Norden med falske
løfter og taget til fange, var det Knud Pedersen Gyldenstierne og Otte
Krumpen, der fik ordre til at føre ham til Sønderborg. To tidligere
lensmænd fra Aalholm red side om side med den fangne konge imellem sig.
Det skal have været et bittert gensyn: Knud rev kæden af Den Gyldne
Vlies af kongens hals og hev ham i skægget. Folk tilgiver ikke de
fængsler, de er blevet sat i. Slet ikke, hvis de måske havde fortjent
dem.
Grevens Fejde kastede dem begge rundt. Knud overgav Nykøbing til grev
Christoffers folk og sad i fængsel i København, Malmø og Mecklenburg til
1536. Otte Krumpen fik Aalholm igen, denne gang for greven, blev snuppet
på en ridetur uden for murene, slæbt til Nykøbing, Lübeck og
Mecklenburg, plyndret og glemt til 1542.
Og så den sidste drejning. I 1549 blev det Knud Pedersen
Gyldenstierne, der fik til opgave at holde opsyn med Christian 2. på
Kalundborg Slot. Begge mænd nærmede sig de halvfjerds. Den gamle
slagsbror var blevet from, skrev salmer og viste sin fange så megen
mildhed, som ordrerne tillod. Manden, der havde mistet Aalholm og sin
frihed i skyggen af Dyvekes død, endte med at våge over den konge, der
havde ladet ham fængsle. Han døde på Kalundborg i 1552.