Ikke alle Aalholms gæster var inviteret.
I 1533 døde Frederik 1., og Danmark stod uden konge. Rigsrådet
vaklede mellem den lutherske hertug Christian og en katolsk kandidat, og
mens herrerne skændtes i København, knurrede det ude på landet. Bønderne
havde fået nok af skatter, fogeder og herremænd, der altid tog og aldrig
gav.
Og på Lolland knurrede det højest.
Fogeden på Aalholm – kongens mand, skatteopkræveren, ham med nøglerne
og regnskabsbøgerne – red ud en dag og kom ikke tilbage. Bønderne havde
slået ham ihjel. Hvor, hvordan og hvem der slog først, ved vi ikke. Vi
ved bare, at han lå i det lollandske ler, og at ingen på borgen turde
ride ud og hente ham.
Året efter kom hele byen. Borgerkrigen kaldes Grevens Fejde, fordi
grev Christoffer af Oldenburg havde ladet sig hyre til at sætte den
fangne Christian 2. på tronen igen, og borgere og bønder fulgte ham. I
1534 rejste Nysted sig. Byen, som Erik af Pommern havde gjort fri,
marcherede mod den borg, der havde trykket den i tre hundrede år.
En sommermorgen med dis over noret, og på dæmningen lyden af mange
fødder. Borgere med økser, bønder med høtyve, fiskere med bådshager og
drenge med sten. Det var ikke en hær. Det var en by. Vagterne på volden
så dem komme og forstod, at de hverken havde mænd nok, pile nok eller
tid nok.
Aalholm faldt. Borgen, der var bygget, så ingen kunne komme ind, blev
taget af sine naboer.