Den 18. august 1556 skrev en skriver et meget kort brev ind i
kancelliets protokol og noterede stedet i margenen: Aalholm.
Sagen var bitte lille. To stykker kirkejord i Vester Ulslev og en
mand ved navn Hans Hofmand, der gerne ville blive boende på dem. Kongen
gav ham lov til at beholde dem på livstid for en enkelt afgift – mod at
han adlød lensmanden på Aalholm.
Om Hans Hofmand ved vi ikke andet. Ikke hvordan han så ud, hvor store
markerne var, eller om han selv kom op på borgen med huen i hånden. Men
lad os ikke kimse ad det, han fik. Livsfæste var ikke en ret i 1556; det
kom først med Danske Lov i 1683. Et kongebrev, der lod dig blive på din
jord til du døde, var for en bonde, hvad en grevetitel var for en
adelsmand.
Og datoen fortæller noget mere: at Christian 3. og hans kancelli var
på Aalholm den dag. Tyve år efter Reformationen red kongen stadig rundt
i sit rige. Måske var han kommet for jagtens skyld igen. Mellem to
statsanliggender tog han sig tid til at besegle én mands skæbne og to
marker.
Konger efterlader deres krige og traktater til historien. Deres
protokoller efterlader noget mere beskedent – og mere ægte.