1559 begyndte med et dødsfald. Christian 3. døde nytårsdag, og sønnen
Frederik 2. blev konge. Få uger efter døde Christian 2. på Kalundborg
efter 36 år som fange – under opsyn af den samme Knud Pedersen
Gyldenstierne, der havde mistet Aalholm i 1517.
Et år med tre konger. Og på Aalholm lå der, nederst i en kiste, et
brev med den døde konges navn.
Kronen ville have skat af slottets ugedagsmænd, de bønder,
der boede tæt ved borgen og skulle arbejde der en dag om ugen. De
nægtede. Som bevis på, at de var fritaget, viste de et brev fra
Christian 2., der fritog dem for kongeskat. Og så tilføjede de, at de i
øvrigt var for fattige til at betale.
Lad os standse et øjeblik ved det billede. Lollandske bønder, der i
sommeren 1559 står og vifter med et papir fra en konge, hvis love adelen
havde brændt i Viborg, hvis tilhængere havde tabt en borgerkrig, og som
lige var død i fængsel. De havde gemt det i en hel menneskealder. De
vidste godt, hvad det var værd – og hvad det kunne koste at vise det
frem.
Den 18. juli skrev Frederik 2. fra København til Mogens Erichsen på
Aalholm og bad ham undersøge sagen. Og hans svar er et lille
mesterstykke i kongelig forsigtighed. Han sagde ikke, om et brev fra en
afsat konge gjaldt. Han spurgte hverken om ordlyd eller dato. Han
spurgte bare, om bønderne havde været fri for de seneste skatter i hans
fars tid. I så fald skulle de også være det nu.
Den unge konge gik uden om spøgelset ved at spørge sin far i stedet.
Nogle konger forstår allerede i de første uger, at man regerer bedre med
vane end med principper.
Her holder protokollen op. Vi kender ikke udfaldet, og vi kender ikke
engang Christian 2.s brev, som kun findes i denne omtale. Men scenen er
nok: Under Aalholms mure tvang et gammelt pergament, som fattige folk
havde passet på, en ny konge til at tage stilling.