Men før Sophie blev enke, kom hun som dronning – og hun kom til en
borg, der var blevet ung igen.
I 1580’erne var Aalholm blevet moderniseret. Bag østmuren havde man
bygget en rigtig fløj, og de to nordtårne var blevet højere, muret i
krydsskifte, tidens nye mode. Frederik 2. ville se resultatet, og i 1585
kom han med dronning Sophie og hele rigsrådet.
Det blev en fest. Bål i borggården, steg på spid, øl i tønder,
rigsrådernes fruer i silke og pels, kongens jægere, der knap kunne holde
hundene. Frederik elskede at spise, drikke og gå på jagt. Han var i sit
es.
Og en aften, da vinen havde løsnet tungerne, ville kongen have, at
besøget skulle huskes. Man hentede en maler. På væggen i den østre sal i
nordfløjen skulle alles navne stå.
Øverst kongen med sit valgsprog. Så dronningen. Så, én efter én, med
skjolde og devise, rigsråderne – Danmarks mægtigste mænd.
Og helt nederst, under de fine navne og de latinske tænkesprog om ære
og troskab: Christoffer Koryot, med narrehue og en ølkande.
Kongens nar.
– Og mig, Deres Majestæt? må han have råbt bagfra, med en stemme,
hvor øllet havde lidt for meget at sige. Kommer jeg ikke på?
Rigsråderne kiggede på kongen. Frederik, der havde let til latter,
lo.
– Sæt ham på, sagde han. Sæt ham nederst. Og giv ham en kande.
Det er måske det mest danske vægmaleri, der findes. Magt, ære og
ridderordener – og under det hele en mand, hvis arbejde var at få de
mægtige til at grine, og som ingen bagefter turde male over.
Væggen blev kalket over med årene. Den blev fundet igen i 1889.
Koryot havde ventet i tre hundrede år på at få det sidste ord.