I 1628 var der fanger på Aalholm, og de var ikke danske.
Christian 4. havde kastet sig ud i Trediveårskrigen, Europas store
slagteri om tro og magt, og han havde tabt. Men han havde taget fanger,
og fanger skal jo bo et sted. Kejserens soldater, tyske lejesvende og
katolske officerer kiggede ud fra tårnene over et nor, der ikke sagde
dem noget, mens kongen handlede om løsepenge.
Seks år senere kom der en anden sag på lensmandens bord.
En kvinde i lenet var dømt som heks. Dommen: bålet. Det var ikke
noget særsyn. Over hele Europa brændte bålene i de år, og Danmark var
ikke bedre end de andre. Der var vidner, der var tilståelser –
fremtvunget, som tilståelser blev det – og der var en dom.
Lensmanden nægtede at tænde bålet.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvad han hed, eller hvad det kostede ham.
Var han en oplyst mand, der ikke troede på hekse? En kristen, der ikke
troede på bål? Eller bare en mand, der kendte kvinden og vidste, at hun
var lige så meget heks, som han selv var pave? Han læste dommen, så på
kvinden og besluttede, at det ville han ikke.
Historien husker de hærførere, der brænder byer af. Den glemmer gerne
dem, der en dag nægtede at brænde en kvinde. Aalholm husker det.