I vinteren 1658 frøs Østersøen til. Det havde ingen regnet med –
undtagen måske Vorherre, og han siger det aldrig på forhånd.
Karl 10. Gustav af Sverige var en af de konger, der ikke venter på
foråret. Han stod i Jylland, og mellem ham og København lå Lillebælt,
Fyn, Storebælt og Sjælland. Vand, vand og atter vand. Danmark havde
altid sovet trygt bag sine bælter.
Så kom den store frost. Dag efter dag, uge efter uge blev isen
tykkere, til den kunne bære en rytter, så en kanon, så en hel hær. Den
30. januar gik svenskerne over til Fyn. Den 5. februar tog de den
sydlige vej, fra Langeland til Lolland, over isen, om natten, med
hestene i lange rækker og kanonerne på slæder. Isen knagede under dem,
og et helt eskadron gik igennem og forsvandt. Resten kom over.
På Aalholm fik lensmanden nyheden. Svenskerne var på øen. Ingen hær,
ingen flåde, en borg, der ikke havde været fæstning i hundrede år, og
fire gamle kanoner, som er nævnt i et inventar fra 1642.
Han sprang op på hesten og red mod Nakskov for at slå alarm.
Tænk dig ham i sneen med rim i skægget og kappen smældende i vinden,
på vej mod vest for at samle, hvad der kunne samles. Det var hans pligt.
Det var også det eneste, han kunne gøre.
Imens kom svenskerne til Aalholm.