Tredje del: Enken der købte et slot
Den 18. april 1864 stormede preusserne Dybbøl. Det kostede syv hundrede døde og over fem hundrede sårede på dansk side, og resten af hæren trak sig ud på Als, hvor den blev slået igen i juni. Da krigen sluttede med freden i Wien, havde Danmark afstået en tredjedel af sit areal og fyrre procent af sin befolkning.
De sårede skulle et sted hen.
Nysted lå så langt fra kamphandlingerne, som man kunne komme i det danske monarki, og byen havde den eneste naturlige havn på Lollands sydkyst. Det er formentlig hele forklaringen. Sårede blev sejlet nordpå fra Als og Sønderborg, og på holmen ved noret lå et slot med plads.
Grev Gregers stillede det til rådighed uden at forlange en øre. Et brev fra Lolland, trykt i Berlingske, fortæller det: “Greven med familie beboede dette slot indtil nu, og da regeringen med taknemmelighed modtog tilbuddet, flyttede den grevelige familie hele det betydelige bohave i nogle få dage.” Brevskriveren fandt Aalholm “måske et af de bedste lazaretter, armeen har” – prægtige høje værelser, korridorer bagved, lindealleer foran, en have med sjældne træer. “Kort sagt dette lille punkt er et rent paradis.”
Jubilæumsbogen fra 1909 husker det fra byens side: “Når dampskibet kom med sårede og syge, leverede Nystederne vogne og strøede halm på vejen, de skulle køre.” Byen, der dæmpede vognhjulenes stød med halm. Man kan næppe finde et finere billede på forholdet mellem borg og by.
Men man skal forstå, hvad mændene kom til. Kirurgien i 1864 var før antiseptikken. Behandlingen bestod i at fjerne kugler, hvis det kunne lade sig gøre, og ellers i amputationer. Bagefter kom det, samtiden kaldte sårfeberen. Danmark afviste international hjælp, og afviste kvinder som sygeplejersker – ti år efter Florence Nightingale. Det er den virkelighed, mændene på Aalholm lå i, i Otto Ludvigs høje sale med udsigt over noret.
Tolv af dem døde, mellem april og august.
Mads Hansen var født i Nørre Lyndelse på Fyn, uægte barn, sat i pleje hos en gårdmand. Han blev såret ved Dybbøl den 12. april, seks dage før stormen, og amputeret. Han døde på Aalholm den 26. juni. Der er to en halv måned mellem kuglen og døden. Det er sårfeberen fra 1864, sat på én mand.
Hans Rasmussen var konstabel ved artilleriet, født i Tillitse på Lolland. Han blev såret den 14. april og døde femogfyrre kilometer fra det sogn, hvor han var født. Han var hjemme.
Hans Christian Hansen fra Tarup ved Odense døde ikke af sine sår. Han døde af tyfus. Et lazaret i 1864 var også et sted, hvor mange mænd lå tæt.
Den 6. oktober 1865 blev der rejst en obelisk på Nysted kirkegård. Den står der endnu: “til taknemlig erindring om de 12 fædrelands forsvarere som i 1864 døde på Aalholms lazareth”. Nederst: “Herren bevare de trofaste.”
Der er en detalje i indskriften, som er nem at overse. Monumentet blev rejst af beboerne i Nysted, landsognet og Herritslev. Ikke af staten. Ikke af hæren. Ikke af greven, hvis slot de var døde i. Almindelige mennesker fra tre sogne på Sydlolland samlede ind til en sten over tolv fremmede mænd, som var blevet båret ind i deres by og ikke båret ud igen.
Kilder til dette kapitel
← 1843 – Kongen og dronningen i Nysted | Indhold | 1865 – Den gale greve på Rydhave →