En augustdag i 1765 red grev Otto Ludvig alene til Tågense, sydøst
for Nysted, steg ned i en båd og sejlede ud for at skyde sæler. Han
skrev det selv ned.
Intet følge, ingen ceremoni, ingen hofmænd. En mand, en båd og det
lave, blanke vand syd for Lolland, hvor sælerne lå på stenene og
sandrevlerne og løftede hovedet, når årerne plaskede. For kongens
ceremonimester, der hele livet var snøret ind i etikette, må det have
været en frihed, han ikke fandt andre steder.
Tre år senere, i juli 1768, tog han af sted igen tidligt om morgenen,
sammen med sine brødre og godsets embedsmænd. En lille ekspedition,
halvt jagt og halvt skovtur, som herregårdslivet i 1700-tallet elskede
det.
Men det mest interessante er ældre. Allerede i 1737 klagede hans mor
over, at folk fra Nysted skød sæler ud for kysten. Klagen betyder kun én
ting: Sæljagten tilhørte herskabet på Aalholm. Jagt var ikke en ret for
alle, men et privilegium, der fulgte med jorden. Og på Aalholm gik
privilegiet helt ud i havet. Sælerne på revlerne var grevskabets
sæler.
Borgerne skød dem alligevel – for skindets skyld, for tranens skyld,
og fordi fiskerne hadede et dyr, der flænsede deres garn. I de næste
århundreder betalte man dusør for hver dræbt sæl, og de blev næsten
udryddet.
I dag er Rødsand, inden for synsvidde af de samme kyster, et af
Danmarks vigtigste sælreservater. Den spættede sæl får unger der, og
gråsælen er kommet tilbage. De ligger derude ligesom i august 1765.
Ingen sejler ud med gevær længere. Og vi kender kun grevens udflugter,
fordi en pertentlig mand skrev alt ned, og hans papirer fik lov at ligge
urørt i to hundrede år.